Søg

Ung Starup-knægt grundlagde sejr i rivalopgør

Rasmus Andersen, 10. marts 2019, kl. 15:59

Dagens modstander fra Esbjerg fB havde inden kampen ikke vundet på Sydbank Park i Superligaen siden 2005. Udover det statistiske overtag kom de lyseblå direkte fra forårets første sejr mod Randers FC, hvilket gav fornyet optimisme forud for dagens rivalopgør.

Kampens første store mulighed opstod efter 7 minutters spil, da Christian ‘Greko’ forlængede en høj bold i feltet, som Peter Christiansen, der afløste en karantæneramt Mart Lieder, akkurat fik prikket foran målmand Højbjerg. Desværre for den unge angriber gik afslutningen forbi mål.

Efter et kvarters spil var Peter Christiansen på spil igen. Først lagde han bolden flot af til ‘Greko’, der drev bolden mod EfB målet inden han prikkede bolden tilbage til en fremadstormende Christiansen. Indlægget fra baglinjen savnede dog kvalitet og sad lige i hænderne på Højbjerg i målet.

EfB fik deres første store mulighed efter 20 minutter, da en flot aflevering fra Parunashvili gav Carlo Holse muligheden alene med Mielitz. Den tyske målmand blev dog stående længe på benene og med en flot fodparade afviste han FCK-lejesvendens afslutning.

Halvvejs gennem første halvleg fik SønderjyskE så hul på bylden, og det var netop Peter Christiansen der fik de lyseblå tilskuere op at stå. Et indkast fra Gartenmann blev forlænget af Kees Luijckx og ved bagerste stolpe kom Peter Christiansen først på bolden og prikkede 1-0 scoringen ind bag Højbjerg.

Da stadionuret rundede den halve time var SønderjyskE meget tæt på 2-0 scoringen. Gartenmann kom med i et overlap og sendte bolden ind i panden på Peter Christiansen, der forlængede bolden over mod det lange hjørne, hvor Højbjerg fik fingerspidserne på, inden returen ramte ‘Greko’ i panden og tvang Højbjerg ud i en liggende parade.

Umiddelbart efter den store dobbeltchance til SønderjyskE svarede EfB så igen. Carlo Holse fik muligheden på kanten af feltet. Den unge kantspiller lagde bolden til rette for sit farlige venstreben og krøllede 1-1 målet ind bag en sagesløs Sebastian Mielitz.

Selvom begge mandskaber bød sig til i hver deres ende, så blev det ikke til flere scoringer før pausen.

Anden halvleg startede med en udskiftning af Esbjerg fBs målmand Jeppe Højbjerg, der ikke kunne fortsætte. Lasse Mikkelsen erstattede Højbjerg i målet for gæsterne.

Efter pausen tog det noget tid at komme frem til de helt store chancer, men igen var det først da Peter Christiansen bød sig til, at de lyseblå tilskuere kunne få noget at juble over. Christiansen fik bolden fra ‘Greko’ og med ryggen til mål holdt Christiansen sin direkte modstander fra bolden og lagde den til rette for Eggert Jonsson, der køligt udplacerede Lasse Mikkelsen til 2-1.

Midt i anden halvleg måtte Glen Riddersholm bruge sin første udskiftning, da ‘Greko’ gik fra banen med småskavanker. Ind i stedet kom Danny Amankwaa.

Esbjerg fB jagtede nu udligningen. Første gode mulighed faldt ned for fødderne af Jacob Lungi Sørensen på kanten af feltet, men en glimrende redning af Mielitz sørgede for, at SønderjyskE holdt fast i føringen.

Peter Christiansen blev den anden mand, der måtte forlade banen til store klapsalver fra de 4753 fremmødte tilskuere. Mads Hvilsom erstattede den unge målscorer og assistmager.

Ti minutter før tid blev Esbjerg fB reduceret til 10 mand, da Emmanuel Oti modtog sit andet gule kort.

SønderjyskEs sidste udskiftning var en meget populær en af slagsen, da Eggert Jonsson gjorde plads til tilbagevendte Alexander Bah.

Fem minutter før tid fik Victor Mpindi en mulighed for at øge føringen, men en god redning fra Lasse Mikkelsen i målet bevarede spændingen i opgøret.

Spændingen holdt dog ikke længe for gæsterne. Få minutter senere var det nemlig Danny Amankwaa, der driblede sig vej ind i feltet og placerede bolden helt ude ved stolpen uden chance for Mikkelsen i målet. 3-1 til SønderjyskE.

Kort før slutfløjt annoncerede stadionspeakeren kampens bedste lyseblå spiller. Her var det ingen overraskelse, at Peter Christiansen blev kåret til banens bedste.

SønderjyskE kunne stille og roligt køre bolden rundt de sidste minutter, og dermed blev det til to sejre i to kampe for SønderjyskE på Sydbank Park.

Vi siger tusind tak til de fremmødte tilskuere. På gensyn til grundspillets sidste kamp i Herning mod FC Midtjylland.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus