Søg

Nulløsning i hårdt spillet opgør

Rasmus Andersen, 23. september 2018, kl. 13:55

Af Rasmus Andersen

SønderjyskE skulle forsøge at følge op på den flotte 4-2 sejr ude mod Brøndby IF, da man på Sydbank Park tog i mod de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.

Der var tænding på kampen fra start, da Marc Dal Hende modtog kampens første gule kort allerede efter 2 minutter, mens Rasmus Vinderslev modtog kampens andet efter bare 5 minutter.

FC Midtjylland var tættest på kampens første scoring, da Gustav Wikheim fandt Awer Mabil alene foran mål, men en fremragende fodparade fra Mielitz afviste afslutningen fra Mabil.

Efter 25 minutter var der så for meget tænding på FC Midtjyllands Erik Sviatchenko, da han ville bremse en omstilling. Marcel Rømer fik prikket bolden inden han blev nedlagt af Sviatchenko. Dagens dommer, Jørgen Burchardt, var ikke et sekund i tvivl og fandt det røde kort frem fra baglommen, og dermed tidligt bad til FC Midtjyllands forsvarsklippe.

SønderjyskE forsøgte at udnytte overtallet, men uden at komme frem til den helt store mulighed.

Begge hold måtte derfor gå fra banen i første halvleg med stillingen 0-0.

Efter pausen kom FC Midtjylland frem til de første muligheder. Et hjørnespark fra Jakob Poulsen havnede midt foran mål, hvor bolden først blev afvist, men en fræk afslutning fra Kian Hansen var tæt på at snyde Mielitz, som dog skubbede bolden ud til et nyt hjørnespark.

Kort efter pausen måtte anfører Marc Pedersen lade sig udskifte med Jeppe Simonsen. Marc Pedersen havde tydeligt ondt og gik direkte i omklædningen.

Cheftræner Claus Nørgaard benyttede sig af sin anden udskiftning et kvarter inde i anden halvleg, da Rasmus Vinderslev, der fik et tidligt gult kort, lod sig erstatte af Søren Frederiksen.

SønderjyskE måtte spille kampens sidste 25 minutter med et helt nyt makkerpar i midterforsvaret. Anders Egholm kom på banen i stedet for Kees Luijckx.

SønderjyskE kom tæt på kampens første scoring umiddelbart efter den tredje udskiftning. Alexander Bah spillede et-to med Mart Lieder, men den flade afslutning blev reddet ved stolpen af målmand Jesper Hansen.

Med ti minutter tilbage var den tidligere SønderjyskE spiller Marc Dal Hende meget tæt på kampens første mål. En løs bold i feltet hoppede ud for fødderne af Dal Hende, der afsluttede resolut, men endnu engang var Sebastian Mielitz hurtig med redningen og gav i stedet hjørnespark til gæsterne.

FC Midtjylland havde primært deres muligheder ved standardsituationer, hvor de høje folk inde foran forsøgte at finde hinanden. Sebastian Mielitz, der blev kåret til kampens spiller af tilskuerne på Sydbank Park, fik dog afvist de afslutninger, som gæsterne kom frem til.

I den modsatte ende forsøgte Marcel Rømer at diktere angrebene, men Bah var den mest synlige offensive spiller.

Det blev dog ikke til scoringer i dagens opgør, og derfor kunne SønderjyskE tage 1 point mod de forsvarende mestre foran 5875 tilskuere på Sydbank Park med ny Krifa tribune.

Kampsponsor: Krifa

Vi siger tusinde tak til de fremmødte tilskuere på Sydbank Park i dag. Tak for støtten.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus