Søg

100 kampe for SønderjyskE!

Jacob Rasmussen, 21. november 2018, kl. 12:14

For nyligt rundede Frederik Børm 100 kampe for SønderjyskE, og det er en bedrift, der klæder ham ganske godt. 

Frederik Børm har efterhånden været en fast del af SønderjyskE i mange sæsoner – tre og en halv for at være helt præcis -, og med 100 kampe på samvittigheden kan man med rette kalde ham et symbol på klubben. Børm repræsenterer mange af de værdier, som SønderjyskE står for, og som klubbens fans gennem flere sæsoner har forbundet med SønderjyskE. Energi, viljestyrke og sammenhold er nogle af de værdier, der står allerklarest, når man skal beskrive klubben og holdene bag de lyseblå trøjer – og Frederik Børm.

Da Frederik Børm tilbage i 2015 blev hentet til klubben, blev han af den daværende cheftræner, Morten Henriksen, beskrevet som en klar forstærkning med sit utrolige vindergen og kompromisløse spillestil, og ordene kunne næppe have været mere velvalgte. Der er vel ingen i Broager Sparekasse Skansen, der nogensinde har været i tvivl om, hvem Frederik Børm er, for han har lige siden sin første kamp i lyseblåt gået forrest, når der skulle kæmpes, når der skulle graves dybt, og når der skulle tackles igennem. Og selvom han ikke nødvendigvis bidrager med masser af scoringer, så er vigtigheden af hans tilstedeværelse ikke til at tage fejl af, for han er med til at binde holdet sammen og skabe det helt rigtige spændingsniveau – både på og udenfor banen.

Jubilaren Frederik Børm synes da også selv, at 100 kampe for SønderjyskE er stort.

– Jeg er rigtig glad og stolt over at have rundet 100 kampe for SønderjyskE. Der har både været op- og nedture – fleste opture synes jeg selv – , men i bund og grund har det været fedt, siger Frederik Børm og fortsætter:

– Da jeg kom til klubben, havde Morten Henriksen været træner i klubben i mange år, og nu er vi så kommet til det her skifte med Kasper (Christensen, red.) og Lyngsøe (Claus, red.), hvilket har været en utroligt spændende og udviklende periode, fordi man skulle til at opfinde nogle nye ting, i forhold til hvordan tingene skulle køres.

Frederik Børm sætter også stor pris på, at han har haft mulighed for at spille i den samme klub over en længere periode:

– For mig specielt betyder det meget at kunne være her i så lang tid. Man kan sige, at jeg har prøvet min del af klubber rundt omkring i Danmark, så lige at kunne få lidt fodfæste i en af dem har været en fornøjelse. Og så har jeg fået mulighed for at udvikle mit spil her i klubben, hvilket både har været en udfordring men også rigtig spændende.

Frederik Børm bliver hyldet umiddelbart inden aftenens kamp mod Aalborg Håndbold, som bliver spillet kl. 19.30 i Broager Sparekasse Skansen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus