Anders Gormsen, 25. september 2020, kl. 13:19
Lørdag eftermiddag kommer de lyseblå håndboldherrer på en alvorlig opgave, når Danmarksmestrene fra Aalborg besøger Broager Sparekasse Skansen til 5. runde i Herre Håndbold Ligaen.
Gæsterne fra Aalborg har gjort rent bord i de første fire kampe med sejre over KIF, Lemvig, Ribe-Esbjerg og senest Mors-Thy der blev besejret med 28-26 hvorefter det blev til en overbevisende sejr på 38-29 over HC Motor i Champions League. Det er således et formstærkt hold der kommer på besøg og vi skal lykkes på alle parametre for at få point i en svær kamp.
Jan Pytlicks trup er dog også kommet godt i gang i sæsonen, især på hjemmebanen i Broager Sparekasse Skansen hvor både Skjern og TTH blev sendt hjem uden point og det er dyderne fra de kampe vi skal lykkes med igen. Det vil sige en hård fight og arbejdsindsats og på den måde komme til at drille et rigtig godt sammentømret Aalborg hold.
Kan vi lykkes på samme facon som i de to første hjemmekampe er der bestemt muligheder og ingen tvivl om at spillerne går på banen for at hente en sejr og begge point.
SønderjyskE-Aalborg Håndbold spilles lørdag d. 26. september kl. 15.00 i Broager Sparekasse Skansen.