Søg

Fantastisk eftermiddag i Broager Sparekasse Skansen

Anders Gormsen, 14. november 2020, kl. 21:22

Håndboldherrerne skulle lørdag eftermiddag forsøge at komme tilbage på sporet efter et par skuffende resultatet og det skulle gå ud over gæsterne fra BSH.

Siden 2011 havde vi kun formået at vinde to opgør mod lørdagens gæster og spille en enkelt uafgjort. Seneste sejr var tilbage i 2014 så vi havde alt at vinde i kampen mod ligaens nr. 3.

Det blev også klart fra kampens allerførste fløjt at spillerne ufattelig gerne ville vise det trofaste hjemmepublikum at man var villig til at kæmpe til sidste blodsdråbe for at hente en sejr. Med Noah Gaudin fremme i et 5-1 forsvar var det meningen at presse gæsternes skytter til individuelle aktioner og tage brodden ud af  BSH angrebet. Det lykkedes til fulde og i kampens indledning dannede den gode defensiv grundlag for at vi kunne holde BSH fra fadet samtidig med at vi kunne score på vores afslutninger.

Det offensive forsvar kostede hurtigt to udvisninger til Noah der allerede efter 16 minutter blev præsenteret  for sin anden udvisning. Begge undertal blev afviklet fornuftigt og med 18 minutter spillet viste tavlen 7-7. Derfra fik vi overtaget og på godt spil i begge ender fik vi skabt en fem måls føring på 15-10 inden gæsterne igen fik gang i scoringen og halvlegen endte med en føring på 16-15.

Inden starten af de sidste 30 minutter sad man og var spændt på om vi faldt i det samme hul som vi har set i et par kampe, med modstanderne som de dominerende. Heldigvis startede de lyseblå anden halvleg på uimodståelig vis med 5 scoringer i træk og allerede i det 5. minut trykkede gæsterne på time-out knappen ved stillingen 21-15, blandt andet via en dobbelt redning på straffe af Kristian Petersen. Det var en periode hvor alt gik vores vej og stemningen i Broager Sparekasse Skansen nåede højder man sjældent ser med 375 tilskuere.

Gæsterne fik derefter scoret 3 mål i træk og så blev det Jan Pytlicks tur til at tage time-out. Spillerne blev dirigeret frem i 7 mod 6 og det havde en gavnlig effekt. En af kampens helt store spillere, Oliver Eggert satte en forløsende scoring til 22-18 ind bag gæsternes keeper Kasper Larsen og derfra så de lyseblå spillere sig ikke tilbage selvom man ikke følte sig helt sikker før de sidste minutter.

Malthe Damgaard fik debut i den lyseblå trøje og scorede sit første mål med blot 1 sekund tilbage.

Efter en fantastisk kollektiv indsats, stort set uden fejl, endte det med en super flot sejr på 32-24.

Assistenttræner Rasmus Vandbæk var naturligvis en glad mand efter sejren

– Vi lykkedes med de defensive ting vi ville og jeg er utrolig imponeret af Noahs arbejde i defensiven. Han arbejdede fantastisk hårdt og havde en stor andel i at vi kunne holde BSH på 24 mål.

– Offensivt får vi brugt bolden godt forstået på den måde at vi får scoret på på vores chancer og vi kan komme hjem og stå i et etableret forsvar. Vi løser alle de forsvars opstillinger de kommer med og spiller os til gode afslutningsmuligheder.

– Som hold var det også fantastisk atter at mærke den kæmpe opbakning vi får fra publikum i Broager Sparekasse Skansen.

Målscorere for SønderjyskE: Oliver Eggert 7, Jon Andersen 6, Thomas Mogensen 5, Marcus Dahlin og Alec Smit hver 3, Frederik Ladefoged, Morten Bjørnshauge, og Tobias Møller hver 2, Malte Damgaard og Noah Gaudin hver 1.

Målscorere for BSH: Mads Andersen 5, Jacob Lassen og Aksel Horgen hver 4, Nikolaj Øris og Alexander Lynggaard hver 3, Jesper Nøddesbo 2, Sebastian Skube, René Toft Hansen og William Bogojevic hver 1.

Udvisninger: SønderjyskE 3, BSH 3.

Tilskuere: 375

Dommere: Jacob Jæger Pagh og Kalle Thygesen. Observatør: Jørgen Svane Sørensen


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus