Anders Gormsen, 23. december 2017, kl. 19:10
Lillejuleaften var der tryk på kedlerne i Broager Sparekasse Skansen, da Aalborg var på besøg til den sidste ligakamp 2017.
2103 forventningsfulde tilskuere var på plads, og de var lige ved at tabe pusten fra starten af kampen. Begge hold lagde ud i et hæsblæsende tempo og der blev scoret mål på samlebånd.
Kasper Christensen valgte at sende sine tropper i et angrebsspil, 7 mod 6 fra starten og det gav bonus. Allerede i det 9. minut havde vi scoret 8 gange på Aggefors i Aalborgmålet, desværre havde gæsterne heller ikke besvær med at smide bolde i kassen og derfor var stillingen helt lige 8 – 8. I det 14. minut bragte gæsterne sig foran for første gang, 10- 11, efter 17 minutter var det ændret til 3 mål, 10 – 13. Det fik SønderjyskEs bænk til at kalde time-out hvilket hjalp. 3 lyseblå scoringer i træk ændrede stillingen til 13 – 13 i det 22. minut. I halvlegens døende sekunder måtte en spiller fra hvert hold tage plads på bænken efter en uskøn infight og de første 30 minutter endte med en føring til gæsterne på 15 – 17.
I det første minut erobrede vi bolden og Claus Kjeldgaard smed den i et tomt Aalborg mål til 16 – 17 og det tætte parløb fortsatte indtil midten af halvlegen. Efter 43 minutter var vi bagud med en enkelt scoring 22 – 23, men så trak gæsterne desværre fra. De havde fortsat nemt ved at smide bolden i mål, mens vi måtte slide noget mere for det og 22 – 23 blev ændret til 23 – 28 med 10 minutter igen. Spillerne fortsatte med at kæmpe og tro på tingene, men true gæsterne for alvor kunne vi ikke i kampens afslutning.
En god og intens fight endte med et nederlag på 28 – 35 og som cifrene antyder fungerede angrebsspillet rigtig godt mens defensiven slet ikke fik fat.
Der skal her lyde et ønske om en rigtig god jul og et godt nytår til alle der følger de lyseblå og håber I fortsætter den gode støtte i 2018