Anders Gormsen, 22. december 2016, kl. 18:36
Året går på hæld og det gør den del af håndboldsæsonen, der spilles inden landskampspausen i januar, også.
I årets sidste kamp, lillejuleaften, møder vi HC Midtjylland. Et hold vi har spillet nogle særdeles tætte kampe imod, de seneste 3 opgør har vi vundet med ét enkelt mål. I det første møde i denne sæson vandt vi 26 – 27 efter en scoring 45 sekunder før tid.
HC Midtjylland kommer med en storsejr ude over Randers, 18 – 31, men måtte se KIF Kolding København løbe med begge point i den runde hal i Herning efter 23 – 27.
SønderjyskE holdet har også en sejr og et nederlag med sig i de seneste 2 kampe. 24 – 23 over Skanderborg hjemme og et knebent nederlag på 27 – 26 til danmarksmestrene fra BSV.
De lyseblå har spillet stabilt godt i de seneste kampe og det bliver nødvendigt at det fastholdes i fredagens kamp, hvis der skal point på kontoen.
HC Midtjylland er godt besat på alle pladser og ikke mindst de to nordmænd Espen Lie og Eivind Tangen er blandt de store profiler i bagkæden, men også Tim Winkler i målet, Morten Slundt, Kristian Gjessing og Jørgen Rasmussen er blandt de store profiler.
SønderjyskE – HC Midtjylland spilles fredag d. 23. december kl. 19.30 i Broager Sparekasse Skansen.