Anders Gormsen, 27. august 2017, kl. 20:00
Håndboldherrerne skulle søndag eftermiddag forsøge at kvalificere sig til 1/4 finalen i Santander Cup, men gæsterne fra Århus Håndbold ville det anderledes.
Kampen indledning var målfattig og helt lige, holdene fulgtes ad til 3 – 3 efter de første 10 minutter. Thorsten Fries var helt forrygende i målet og holdt gæsternes skytter i kort snor. Efter 17. 29 blev Århus Håndbold ramt af kampens første udvisning og kort efter af 2 mere så de lyseblå var 3 mand i overtal i 1½ minut ved stillingen 6 – 7. Desværre blev perioden ikke den store succes for hjemmeholdet, den endte 1 – 1.
SønderjyskE var godt med efter 25 minutter hvor tavlen viste 8 – 10, men i halvlegens slutning var Århus i teten og udnyttede en række tekniske fejl af hjemmeholdet og pludselig stod der 9 – 14 på tavlen. Et par mål i halvlegens døende minutter gav dog håbet tilbage i den sønderjyske lejr og hos tilskuerne. Pausestilling 11 – 14.
SønderjyskE startede med bolden og i undertal. Der så ud til at være mere fart i angrebsspillet, da der blev reduceret på en kontra til 13 – 16. Gæsterne svarede dog hurtigt igen og et undertal blev tabt 0 – 2 og efter 7 minutter var vi bagefter med 6 mål, 13 – 19. Efterfølgende scorede de lyseblå 3 gange i træk til 16 – 19 efter knap 10 minutter, desværre lykkedes det ikke at holde fast. Undervejs blev det forsøgt at sende Mensing frem i et 5 – 1 forsvar, dog uden held. I resten af halvlegen var det gæsterne der bestemt og udbyggede foringen til 17 – 25 med 5 minutter igen. Det hele endte med et klart nederlag på 20 – 26.
Dermed er det slut i pokalturneringen for denne gang.
Jens Fredsgaard i Århus målet gjorde livet svært for vores skytter når de kom frem til afslutninger og han blev da også fortjent kampens spiller.
Arkivfoto: JC Foto