Anders Gormsen, 13. oktober 2017, kl. 17:56
Lørdag eftermiddag er der lagt op til et håndboldbrag, når KIF Kolding København gæster SønderjyskEs håndboldherrer i 888ligaens 7. runde.
Gæsterne har op til denne sæson skiftet ud på flere pladser. Blandt andet er der kommet en ny trænerduo til, med den gamle KIF kæmpe, Lars Frederiksen, som cheftræner og Lasse Boesen som assistent. Derudover er der sagt farvel til en række udenlandske profiler. Det er der dog kommet en mere homogen trup ud af og det er da heller ikke fordi der mangler profiler på et stærkt KIF hold. Nogen af de største er naturligvis Bo Spellerberg og Philip Stenmalm i bagkæden, Cyril Viudes og Morten Bjørnshauge på stregen, Magnus Landin på venstre fløj og de to rutinerede keepere Søren Haagen og Marcus Cleverly og det var blot nogen af dem.
KIF Kolding København ligger inden kampen placeret side om side med SønderjyskE hvor begge hold har 5 point for de første 6 kampe. KIFs point er kommet efter sejre over Nordsjælland og Aalborg og et uafgjort resultat mod TTH Holstebro. Nederlagene har været til Århus, BSV og GOG.
SønderjyskE går til kampen med en uafgjort kamp mod Nordsjælland efter et opgør der kunne være gået begge veje.
Cheftræner Kasper Christensen er fortrøstningsfuld før mødet med lokalrivalerne
– Ja, vi tror da selvfølgelig på at vi kan vinde kampen og få point på kontoen, men der er naturligvis nogle ting der skal lykkes. Vi skal, igen, finde frem til et fint forsvarsspil så vi kan få nogle redninger. det skulle så gerne udmønte sig i at vi får gang i kontraspillet og forhåbentlig nog lette mål. Vi skal se om vi kan få bremset en godt skydende Philip Stenmalm og have styr på hans og Bo Spellerbergs samspil med de tre store stærke stregspillere –
– I vores angrebsspil skal vi spille med en distance til deres forsvar, have fart og tempo i spillet så vi kan få flyttet deres fysisk stærke spille sidelæns og se om vi kan komme igennem til gode skudchancer – slutter han.
SønderjyskE – KIF Kolding København spilles lørdag d. 14. oktober kl. 16.10 i Broager Sparekasse Skansen og har du ikke fået billet til opgøret kan den opleves live på TV2.
Foto: JC Foto