Søg

Nederlag i Skjern

Anders Gormsen, 16. november 2017, kl. 22:09

Skjern er ikke et sted hvor udeholdet bare sådan lige går hen og henter point og det lykkedes heller ikke for SønderjyskE i kampen torsdag aften.

Her efter kampen sidder man lidt med følelsen af at vi med lidt større skarphed og held kunne have nappet et point, men må også erkende at Skjern er et rigtig stærkt hold.

De lyseblå fik en vanskelig start mod Skjern Håndbold i torsdagens kamp i Skjern Bank Arena. Vi kom hurtig bagud med et par mål og efter godt 7 minutter smed Kasper Christensen det grønne time-out kort ved stillingen 5 – 1. Spillerne fik fortalt at der skulle mere pres og tempo i angrebsspillet og sættes lidt hårdere ind med tacklinger i forsvaret der samtidig skulle over i en 5-1 formation med Mensing fremme.

Det gav umiddelbart resultat med en scoring til 5 – 2, men hjemmeholdet fortsatte med at dominere. Vi havde især svært ved at dæmme op for indspillet til stregen og udspil til fløjen. Når det lykkedes tog Skjerns skytter fat så det var svære odds.

I den anden ende kom SønderjyskE spillerne frem til chancer, men desværre ikke effektivt nok og holdene gik til pause med en føring til hjemmeholdet på 15 – 9.

Fra starten af de sidste 30 minutter blev skiftet lidt rundt med Mensing som playmaker og Jacob Lyck på højre back, men der var stadig hjemmeholdet der førte an og bevarede 6 måls føringen, ved 17 – 11. Derfra fik vi bedre fat og to kontrascoringer gjorde det til 17 – 13. 10 minutter inde i halvlegen begyndte jagten på hjemmeholdets føring og midt i halvlegen kom vi på 19 – 17. Efter en Skjern time-out kom vi igen 4 mål efter og kort efter med 5 ved 23 – 18.

Med 10 minutter igen tog Kasper igen time-out og jagten fortsatte igen, men desværre manglede skarpheden og heldet så i stedet for at hente den grønne føring måtte vi, trods god fight, se os slået med 27 – 22.

I de sidste 30 minutter kom der bedre styr på defensiven og dermed kom der også flere redninger på kontoen og så spillede Kasper Olsen igen en fin kamp i den lyseblå trøje.

Arkivfoto: JC Foto


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus