Anders Gormsen, 9. februar 2017, kl. 22:22
Nede med 7 mål efter 47 minutter var der ikke udsigt til SønderjyskE point imod Mors-Thy og det blev det heller ikke til trods et rigtig fint lyseblå come-back.
Det var en aften hvor der var for mange ting der ikke fungerede for SønderjyskE. Spillerne havde svært ved at score på Kasper Larsen når chancerne var der og i den anden ende havde de lyseblå, i perioder svært ved at dæmme op for hjemmeholdet.
4 – 1 stod er på tavlen inden Sønderjyske kom i gang, men så så det til gengæld også godt ud. En periode blev vundet 5 – 0 og så var vi pludselig foran 4 – 6. Efterfølgende udnyttede hjemmeholdet en række SønderjyskE fejl til atter at få fat og de første 30 minutter endte 13 – 9.
Efter 2 minutter i 2. halvleg måtte Simon Kristiansen hjælpes fra banen, med noget der lignede en slem skade i hals/skulder regionen. 37 minutter inde i kampen havde SønderjyskE scoret 10 gange mod Mors-Thys 16 og det så mere end svært ud og det blev ikke bedre da tavlen viste 21 – 14 efter 47 minutter. Så lykkedes tingene imidlertid for de lyseblå og et come-back blev indledt. Vi kom på 22 – 20, men de mange brændte chancer blev afgørende og kampen endte med et nederlag og der skal andre boller på suppen når Skjern gæster Broager Sparekasse Skansen på tirsdag.
Arkivfoto: JC Foto