Jacob Ravn, 4. november 2020, kl. 5:30
SønderjyskE Herrehåndbold har skrevet en treårig kontrakt med den norske bagspiller Kristian Jakobsen Stranden.
SønderjyskE Herrehåndbold har endnu en forstærkning på plads til næste sæson.
Den 23-årige norske bagspiller Kristian Jakobsen Stranden, der i denne sæson spiller i svenske IFK Skövde, har underskrevet en treårig aftale.
Sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt glæder sig over, at klubben har sikret sig Stranden, der i 2018/2019-sæsonen kom på Årets Hold i Norge.
– Vi har fulgt Kristian Stranden gennem nogle sæsoner, og det er en spiller, som vi tror meget på nu og i fremtiden. Han er en stor spiller, men trods størrelsen bevæger han sig godt på banen. Han har et godt skud fra distancen og har et godt blik til stregen, og han kan dække flere pladser i forsvaret.
– Han er en relativ ung spiller, der har spillet mange ungdomslandskampe for Norge, og han har vist sit værd både i norsk og svensk håndbold. Vi er sikre på, at vi kan være med til at udvikle ham yderligere over de næste sæsoner og være med til at bygge på hans store talent, siger Simon Hajdu Lindhardt.
Kristian Stranden ser frem til de nye udfordringer i SønderjyskE og glæder sig til at flytte til Sønderborg.
– SønderjyskE føles som det helt rigtige skridt i min karriere. Jeg har hørt meget godt om både klubben og byen. Både klubben og jeg har store ambitioner, og jeg glæder mig til at være med til at udvikle os videre. Klubben har et stort potentiale, som skal udnyttes til fulde. Jeg glæder mig vældig meget til at spille foran publikummet i Broager Sparekasse Skansen og også opleve Sønderborg som by, siger Kristian Stranden.
FAKTA
Kristian Jakobsen Stranden
Position: Bagspiller
Land: Norge
Alder: 23 år
Tidligere klubber: Havörn, Stavanger IF, Halden TH, IFK Skövde