Søg

Ny svær opgave venter

Anders Gormsen, 22. november 2020, kl. 16:53

Århus Håndbold på udebane er næste opgave for håndboldherrerne når det går går løs i næste runde af HTH Ligaen mandag aften.

Holdet fra Århus har spillet rigtig godt i deres seneste to kampe, med sikre sejre over Mors-Thy og Skanderborg. To hold vi som bekendt har tabt til, så det bliver en særdeles vanskelig opgave på de lyseblå krigere.

Århusianerne er godt besat på alle pladser med spillere der under træner Erik Vejes ledelse er i stand til at spille på utallige måder og derfor bliver nøgleordet i kampen, omstillingsparathed, i følge assistenttræner Rasmus Vandbæk.

– På mange parametre bliver det en sværere kamp end i Skjern når vi ser på hvordan Århus spiller. Det er et hold det er vanskeligt at forberede sig på, da de har så mange spillere der kan sættes i spil i mange forskellige spilsystemer, samtidig med at de kommer med en stor selvtillid over på et par sikre sejre.

– Det bliver derfor vigtigt at vi kan få lukket ned på deres individuelle kompetencer i deres offensiv og i vores forsvar skal vi være klar til at spillerne løser mange forskellige opgaver.

– Det samme gør sig egentlig også gældende i vores offensiv. Vi skal være forberedt på at Århus dækker i 6-0, men på to vidt forskellige måder. Den ene er en klassisk 6-0 hvor de i den anden starter tilbage men arbejder sig frem til noget der næsten ligner e 3-3 opdækning. Det betyder at vi skal være dygtige i duel spillet men også at vi får det kollektive spil til at fungere. I Skjern kampen var det ikke alt der sad i skabet så det har vi trænet meget på.

– Århus har en farlig kontrafase, hvor de især er dygtige i både 2. og 3. fasen hvor de kommer med et kolossalt tryk og det skal vi være forberedt på.

– Vi har dog en stor tro på egne evner, vi har forberedt os på Århus, men også kigget meget på os selv og fundet nogle ting vi gerne vil justere i forhold til Skjern kampen. Vi går derfor ind til kampen med en tro på sejr, men har utrolig stor respekt for Århus som er et virkelig godt og spændende hold.

Til kampen råder Jan Pytlick og Rasmus Vandbæk over en skadesfri trup.

Århus Håndbold-SønderjyskE spilles mandag d. 23. november kl. 20.00 i Ceres Arena og kan følges på TV2 Sport

 


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus