Anders Gormsen, 11. september 2020, kl. 17:32
Lørdag eftermiddag skal håndboldherrerne i ilden igen, når TTH Holstebro kommer på besøg i Sønderborg og Broager Sparekasse Skansen.
Gæsterne har spiller særdeles overbevisende i deres to første opgør med sikre sejre over Ribe-Esbjerg, 37-32 og Mors-Thy 35-24 og det er et toptrimmet TTH hold vi møder i lørdagens kamp.
Vores drenge er også kommet rigtig godt i gang med den nye sæson og skal forsøge at følge op på de flotte resultater i de to første kampe der gør at vi har 4 point på kontoen.
Assistenttræner Rasmus Vandbæk ser frem mod kampen med følgende kommentarer
– Vi forventer en monster svær kamp mod et fantastisk godt TTH hold der har spillet på et højt niveau i deres to første kampe og skal vi have en chance i kampen kræver det at vi ligeledes spiller op til vores bedste i alle faser af spillet.
– Vi har en stor tro på egne evner og kan vi finde frem til de dyder vi viste i hele Skjern kampen og anden halvleg i Ringsted har vi absolut en chance. Dyderne består i hårdt arbejde i begge ender af banen hvor vi gør sidemanden god og at vi kæmper en vis legemsdel ud af bukserne for holdet.
– TTH har en giftig bagkæde hvor Aaron Mensing og Nikolaj Enderleit er de store skytter godt iscenesat af Johan Mecklenborg og Jonas Porup og et par fløje der løber på alt. Gæsterne spiller fantastisk hurtigt med en god kontrafase, hurtig midte og i det hele taget bare hurtigt. Alt foregår dog med omtanke og de trykker på også i anden og tredjebølge fasen.
– For os gælder det om at få stablet en solid defensiv på benene så vi kan holde deres skytter fra fadet og at vi i vores angrebsspil får afsluttet fornuftigt og så eller skynde os hjem.
Marcus Dahlin må sidde over i kampen med en forstuvet ankel.
SønderjyskE-TTH Holstebro spilles lørdag d. 12. september kl. 15.00 i Broager Sparekasse Skansen