Søg

Svensk målmand stopper i SønderjyskE efter denne sæson

Jacob Ravn, 30. november 2020, kl. 10:45

Josip Cavar stopper i SønderjyskE Herrehåndbold efter denne sæson, når hans kontrakt udløber.

SønderjyskE Herrehåndbold skal efter denne sæson tage afsked med Josip Cavar, der har været en del af det sønderjyske målmandsteam siden sommeren 2019.

Den svenske målmand har kontraktudløb til sommer, og det ligger nu fast, at han skifter til en anden klub efter denne sæson.

– Vi har været meget glade for den tid, Josip Cavar har været i SønderjyskE. Han er en god person, der har haft en god indflydelse på truppen både på og uden for banen, og han er altid interesseret i og har bidraget positivt i arbejdet med sin egen og holdets udvikling.

– Ligeledes har han leveret et godt stykke arbejde og har i sin tid i SønderjyskE også udviklet sig til en spiller, der byder ind verbalt som en leder. Vi ønsker ham held og lykke i fremtiden og takker for den store indsats i SønderjyskE, siger sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt.

Josip Cavar har nydt tiden i SønderjyskE og vil nu gøre alt for at slutte godt af i Sønderborg.

– Min tid i SønderjyskE har været fin på mange måder, og jeg har lært mange fantastiske mennesker at kende, men til sommer gælder det et nyt eventyr for mig og familien. Jeg vil gerne takke de fantastiske lyseblå fans, som hjælper os hver kamp og laver en flot stemning i Broager Sparekasse Skansen.

– Tiden i SønderjyskE er ikke forbi endnu, og jeg vil stadig give alt, jeg har for klubben, fordi vi skal i slutspil og lave resultater der, siger Josip Cavar.

SønderjyskE Herrehåndbold har en målmandsduo på plads til næste sæson, da Kristian Dahl Pedersen har kontrakt for endnu en sæson, mens Bjerringbro-Silkeborgs Kasper Larsen i sidste måned blev præsenteret som SønderjyskE-spiller fra sommeren 2021 på en treårig kontrakt.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus