Per Jessen, 23. marts 2018, kl. 5:30
Fløjspilleren Christoffer Fors er i gang med sin sjette og foreløbig sidste sæson i SønderjyskE Herrehåndbold.
– Tak til Christoffer for en god tid i SønderjyskE. Vi hentede ham i 2012 som et ungt, spændende talent i Sverige, og vi er glade for den udvikling, han har haft i SønderjyskE. Christoffer er modnet hos os og har helt sikkert en fortsat spændende karriere foran sig. Held og lykke til Christoffer, siger sports- og salgsdirektør Simon Hajdu Lindhardt.
Den 27-årige svensker ser med stolthed tilbage på årene i den lyseblå trøje. Han står i 114 ligakampe for SønderjyskE noteret for 242 mål.
– Jeg er rigtig stolt af at have spillet i den lyseblå trøje i seks sæsoner. Da jeg kom til klubben, havde jeg spillet fire sæsoner i min moderklub i den højeste liga i Sverige. Alligevel føler jeg, at SønderjyskE er min klub, og jeg vil altid være lyseblå i hjertet, siger Christoffer Fors og fortsætter:
– At have spillet for SønderjyskE i seks år og kæmpet sammen med alle både på og uden for banen har været en fantastisk rejse for mig, som jeg altid vil huske. At spille foran Danmarks bedste hjemmepublikum har været en fornøjelse, og følelsen af at spille i Broager Sparekasse Skansen kommer jeg virkelig til at savne. Samtidig bliver det også svært at sige farvel til alle de fantastiske mennesker, jeg har lært at kende hernede, siger han.
Cheftræner Kasper Christensen vil også gerne rose Fors for indsatsen gennem årene.
– Vi sender Christoffer afsted med de bedste anbefalinger. Christoffer er en meget seriøs og grundig fyr, der ikke overlader noget til detaljerne, hverken hvad angår skudvarianter eller sin fysik. Jeg er sikker på at der findes en god og spændende klub for ham, siger Kasper Christensen.