Per Jessen, 27. februar 2018, kl. 5:30
Mattias Thynell er i gang med sin foreløbig sidste sæson i SønderjyskE. Svenskeren har valgt at gøre brug af en klausul i sin kontrakt.
Thynell betoner, at han har haft en god tid i SønderjyskE, men har lyst til at prøve nye udfordringer, når den indeværende sæson er slut.
– Jeg spiller min tredje sæson i SønderjyskE, hvor jeg trives. Sidste år takkede jeg nej til andre klubber og valgte SønderjyskE, da jeg ikke kunne skille mig fra menneskerne og klubben. I den seneste tid er ønsket om at prøve et nyt eventyr dog vokset mere og mere frem, siger Thynell.
Den 28-årige bagspiller, der for tiden er sat ud af spillet med en skade, sender en varm hilsen til omgivelserne.
– SønderjyskE vil altid have en stor plads i mit hjerte, og når jeg snart er frisk igen, så vil jeg gøre alt for at vinde så mange kampe som muligt resten af sæsonen. En gang lyseblå, altid lyseblå. Tak for alt, siger Thynell.
Svenskeren blev sidste sæson SønderjyskE’s topscorer med 121 mål, men denne sæson er det kun blevet til syv kampe og 27 mål. Cheftræner Kasper Christensen fremhæver dog også Thynell for sine evner uden for banen, og han giver ham samtidig de bedste anbefalinger med på vejen.
– Thynell har været et super godt bekendtskab i SønderjyskE. Han er en positiv fyr, der både har været en vigtig spiller i omklædningsrummet samt en stor profil på banen. I år har vi i store dele af sæsonen savnet Thynell grundet hans skade, og vi håber, at han når at bidrage med sine kompetencer i den afsluttende del af sæsonen. Vi ønsker Thynell alt muligt held og lykke i hans fremtidige håndboldkarriere, og han får de bedste anbefalinger med fra os. Nu har vi et stykke arbejde, der skal gøres færdigt, og her er Thynell fortsat en vigtig spiller for os, siger Kasper Christensen.