Anders Gormsen, 3. marts 2020, kl. 20:15
Efter tre nederlag i træk skal vi forsøge at vende bøtten når vi tager til Holstebro i onsdagens opgør i Primo Tours Ligaen.
Det er dog alt andet end en drømme modstander, når man kigger på tabellen. TTH Holstebro ligger placeret på 3. pladsen og er samtidig en af ligaens mest scorende mandskaber. Et af holdets stærkeste våben er kontraspillet, hvor Bramming og Kildelund løber på alt og scorer på det meste.
I det etablerede angrebsspil er holdet godt kørende med Johan Mecklenborg, Jonas Porup og Nikolaj Enderleit i bagkæden og Christoffer Cichosz på stregen så vi får hænderne fulde og skal tilbage til topniveauet hvis vi skal have chance for point.
Nøglen må være at finde tilbage til basis, med et godt stabilt forsvarsspil og effektivitet i angrebet så vi ikke løber ind i TTHs kontramaskine. De tekniske og individuelle fejl skal skæres ned til et minimum så vi igen kan få kollektivet til at fungere og forhåbentlig få point med hjem til Sønderborg.
TTH Holstebro-SønderjyskE spilles onsdag d. 4. marts kl. 20.00 i Gråkær Arena Holstebro.