Jesper Klitgaard, 2. januar 2020, kl. 20:47
Det er ikke blevet til megen juleferie for ishockeyspillerne fra SønderjyskE. Hårde kampe, især mod Esbjerg lige før nytår, gav som bekendt to sejre at slutte hockeyåret af på, og straks det er overstået starter et nyt.
SønderjyskE indleder den sidste halvdel af grundspillet med en tur nord for København, hvor de forsvarende mestre fra Rungsted Seier Capital byder indenfor til en sportslig nytårskur, om man vil. Værterne indtager en foreløbig andenplads i ligaen, og fik ligesom SønderjyskE, to sejre at slutte året af på. Det gik nemlig ud over Rødovre, der ikke formåede at score i de to kampe, som blev spillet efter jul.
Det kunne SønderjyskE til gengæld, da Esbjerg blev besejret. Godt nok først efter straffeslag i den anden kamp, hvor Nikolaj Henriksen viste storspil, sammen med defensiven foran ham.
Det bliver nødvendigt for at kunne få tre point med hjem fra det nordlige sjælland, men Mario Simionis tropper har vist at formkurven piger i den rigtige retning. Der skal dog spilles med stor koncentration og få det meste ud af de afslutninger spillerne får sendt afsted mod Thomas Lillie’s mål.
Kampen spilles i bitcoin Arena, hvor første puck smides kl 19:30. Vi følger op på kampen her på siden.
Arkivfoto