Per Jessen, 17. januar 2017, kl. 23:56
SønderjyskE led et bittert nederlag hos Aalborg Pirates, som scorede til slutresultatet 2-1 på et mål i sidste minut af tredje periode. En hård skæbne for SønderjyskE, der havde stor ære af kampen.
Blot 37,6 sekunder var der tilbage på kampuret i Gigantium, da topholdet scorede det afgørende mål. Inden da havde de to hold spillet 59 minutter jævnbyrdig ishockey, og sejren kunne være gået begge veje..
SønderjyskE startede bedst, men det var værterne, som kom foran. Efter et lille kvarter scorede piraterne, men allerede inden den første pause havde Danny Hobbs tæt under mål udlignet i powerplay. Og det var helt fortjent.
Inden kampen havde cheftræner Dan Ceman rystet posen, og der var rokeret rundt i kæderne. Spillemæssigt fungerede det ganske godt. Alle kæder kom til afslutninger, men målene manglede. Målscorer Hobbs var at finde i en ”starting line” med Mads Lund og Greg Gibson. Sidstnævnte fik med sin hurtighed skabt flere åbne målchancer, men canadieren mangler lige at få hul på bylden.
Thomas Spelling, der ramte stolpen i anden periode, var sat sammen med Harrison Reed og Derek Damon, mens Anders Førster var center i en kæde med Kim Lykkeskov og Kristian Jensen. I målet leverede Joni Myllykoski en fin indsats, som lover godt for de kommende kampe.
Efter 40 gode minutter set med SønderjyskE-briller kom Aalborg bedre og bedre med, og som det ofte er med tophold i tætte kampe, så trak piraterne det længste strå til sidst. En spændende kamp, der blev styret ganske suverænt af hoveddommerne Mike Hicks og Martin T. Christensen.
SønderjyskE må vente indtil næste uge med at få oprejsning for det bitre nederlag. Tirsdag den 24. januar kommer Herlev på besøg med kampstart kl. 19.00.
Aalborg – SønderjyskE 2-1 (1-1, 0-0, 1-0)
14:44 1-0 Tobias Ladehoff (Jakobsen)
19:07 1-1 Danny Hobbs (Reed, Damon) PP
59:22 2-1 Tobias Ladehoff (Reddick, Jakobsen)
Udv.: AP 5×2, SE 3×2
Skud: 27-22
Tilskuere: 1753