Per Jessen, 28. januar 2017, kl. 5:30
Back-profilen Rasmus Nielsen er faldet godt til i SønderjyskE, og parterne har nu indgået en ny aftale.
I sommer tog Rasmus Nielsen skridtet og skiftede fra barndomsklubben Herning Blue Fox og til SønderjyskE. Den bomstærke back blev dog alvorligt skadet i den første træningskamp tilbage i august, men heldigvis er han kommet stærkt tilbage. Nu har han underskrevet en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2018.
– Efter hans svære start på sæsonen har det været fantastisk at se Rasmus trække i den lyseblå trøje. På rekordtid er vi kommet til at sætte meget stor pris på ham i SønderjyskE, både på og uden for banen. Han er en vigtig brik i vores defensiv, hvor han bidrager med rutine og stenhårdt arbejde, og så er han også en rigtig god fyr uden for isen, siger adm. direktør Klaus B. Rasmussen.
Rasmus Nielsen er glad for den modtagelse, han har fået i sin nye klub, hvor det hidtil er blevet til 22 kampe og ni point.
– Klubskiftet har været en god oplevelse, og jeg nyder at være i SønderjyskE. Derfor er jeg også meget glad for den nye kontrakt. Der er blevet taget rigtig godt imod mig, og da jeg blev skadet, var Klaus og Dan Ceman (cheftræner, red.) der med masser af støtte. Jeg kom hurtigt på et privathospital og fik i Tyskland lavet en specialfremstillet skinne til mit knæ. Jeg føler også, at jeg spillemæssigt er kommet mig godt over skaden, siger Rasmus Nielsen.
Fakta Rasmus Nielsen
Nationalitet: Danmark
Alder: 26 år (08.09.1990)
Højde: 176 cm
Vægt: 85 kg
Position: Back
Fatning: Venstre
Kontrakt: 1 år (30.06.2018)
Statistik: www.eliteprospects.com/player.php?player=16166
Tidligere klubber: Herning Blue Fox
Foto: A. Stollig