Jacob Ravn, 1. juli 2019, kl. 5:30
SønderjyskE Ishockey forstærker offensiven med den 29-årige canadiske center Anthony Nigro.
SønderjyskE Ishockey har fået endnu en spiller på plads frem til den kommende sæson, der starter om godt to måneder.
Denne gang drejer det sig om den 29-årige canadiske center Anthony Nigro, der kommer til SønderjyskE Ishockey efter et år i schweiziske EHC Winterthur, hvor han var assisterende kaptajn.
Inden da spillede han fire sæsoner i Asiago, hvor også SønderjyskE-træner Mario Simioni spillede flere sæsoner i sine aktive dage. Inden Anthony Nigro skiftede til europæisk ishockey, prøvede han kræfter med både AHL og ECHL.
Sportschef Kim Lykkeskov forventer, at Anthony Nigro kan bidrage med både spillemæssige kvaliteter og stort lederskab.
– Det er en spændende center, som har gode hænder og et godt blik for spillet. Han er 29 år og har oplevet en masse, så det bliver også en ledertype, vi får ind på holdet.
– Han er en rigtig holdspiller, der er vant til at spille de afgørende minutter i kampene, og han er stærk i faceoffs. Han skal nok få lavet sine mål i Metal Ligaen, og jeg er overbevist om, at det nok skal føre til noget godt, siger Kim Lykkeskov.
FAKTA
Anthony Nigro
Født: 11/01/1990
Land: Canada
Position: Center
Højde: 182 cm.
Vægt: 82 kg.
Tidligere klubber: Don Mills Flyers Minor, Wexford Raiders, Guelph Storm, Ottawa 67’s, Peoria Riwermen, Earnsville Icemen, Idaho Steelheads, Texas Stars, Gherdëina, Asiago, EHC Winterthur
Kilde: Eliteprospects.com