Søg

Ceman: Fantastisk første uge før to svære kampe

Per Jessen, 11. august 2016, kl. 20:25

SønderjyskE spiller fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 15.15 testkampe i SE Arena mod Vaasan Sport, der sidste sæson blev nummer ti i den stærke finske liga. Til lørdagens kamp er Danfoss arrangør med over 700 gæster. Her er der også spillerpræsentation.

Sidste fredag var holdet samlet for første gang til den første officielle træning, og cheftræner Dan Ceman er begejstret for, hvad han har set indtil nu.

– Det har været den bedste første uge, mens jeg har været træner. Alle arbejder hårdt, intenst og professionelt, og på isen er der god fart. De rutinerede danskere og importspillerne viser vejen og samtidig bidrager de unge også, forklarer Dan Ceman.

Tyler Gotto blev desværre skadet under en af de første træningsenheder, og han kommer ikke i aktion i weekenden. Danny Hobbs er tvivlsom, da det sidste papirarbejde endnu ikke er helt på plads. Ellers skulle resten af truppen være klar.

– Der venter en hård test mod et stærkt finsk hold, der er hårdtarbejdende og kommer med en masse fart. Nu er vi uden Gotto, og det gør det ikke lettere for vores defensiv, som virkelig kommer på en prøve. Samtidig er vi et hold med otte nye spillere, så vi er i gang med en længere proces, hvor resultatet ikke er det vigtigste, forklarer Ceman.

Offensivt håber han at kunne drille finnerne lidt. I forhold til sidste sæson, så føler han, at holdet har lidt flere våben i angrebet.

– Offensivt har vi en masse ’skills’ og samtidig også masser af fart. Det får vi også brug for mod finnerne, hvis vi skal drille dem lidt, siger Ceman med et skævt smil.

Fredag er der kampstart kl. 19.30 og dørene åbner her kl. 18.30. Har du ikke sæsonkort koster entré blot 50 kr. per kamp, og billetter kan købes ved døren. Der er desværre ingen onlinesalg til weekendens kampe.

Tilskuerne skal også lige lære de mange nye ansigter at kende. En god grund til at møde op til lørdagens spillerpræsentation, der starter kl. 14.05 – dørene åbner kl. 13.50. Her er der som tidligere skrevet kampstart kl. 15.15.

Danfoss er arrangør lørdag og afvikler inden kampen et stort arrangement. Det er også Danfoss, der har sørget for besøget af det stærke finske hold. Et besøg, der er kommet i stand via Danfoss’ afdeling og datterselskab i Finland. Til lørdagens kamp kan erhvervsklub-medlemmer, skybokse, sæsonkortholdere og øvrige sidde i sektion 8, 9, 10, 11, 16, 17 eller 18 efter først til mølle-princippet. Ehvervsklub-kort og sæsonkort har fri adgang, men har ikke krav på den normale siddeplads.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus