Søg

De erfarne skal vise vejen

Per Jessen, 3. marts 2016, kl. 13:45

Det er nok ikke gået mange ishockeynæser forbi, at slutspillet står for døren. SønderjyskE sluttede, som bekendt, som en flot vinder af grundspillet, og holdet formåede, at få vendt den periode, hvor spillet måske knapt flød, som mange kunne have ønsket, til en flot stime, hvor det både blev til sejre over Frederikshavn, Odense og Esbjerg. Lige pludselig gik pucken stolpe ind i stedet for stolpe ud, og vigtige spilsekvenser faldt ud til SønderjyskE’s fordel, noget som cheftræner Dan Ceman tilskriver det faktum, at man nærmer sig slutningen af sæsonen

– Det kan godt være en smule svært, at hive sig selv helt op til nogle af de kampe, som ligger i december og januar. Det mener jeg, var en del af forklaringen på, at vores spil ikke helt fungerede, som vi ønskede det. Nu kan vi se målstregen, og har kunnet se den i et stykke tid, og så bliver det bare mere spændende, det er det vi spiller for. Spillerne træner hårdt gennem hele sæsonen, for netop den periode vi kommer til, nemlig muligheden for at vinde mesterskabet. At have den mulighed, det øger intensiteten, det øger fokus, det øger spændingen, og når vi lægger alt det sammen, ja så bliver spillet bare bedre, spillet bliver det hårdere og lige lidt mere velovervejet, og alle de ting gør, at man vinder kampe.

SønderjyskE har i de seneste mange år udviklet en vindermentalitet i truppen, noget som Dan Ceman fornemmer træder i karakter, når vi nærmer os de afgørende kampe i sæsonen

– Vi har en trup som vil vinde, og vi har nogle erfarne spillere i truppen, som har prøvet det nogle gange før, og de spillere er forbilleder. De ved nemlig hvad der kræves, de ved at de skal være bedre i alle facetter, når det kommer til slutspillet. De ved, at der skal lige den ekstra indsats til, for at tingene lykkes. I vores omklædningsrum har vi heldigvis fantastisk lederskab, vi har en masse erfaring som gør, at de bolde som bliver smidt ud til truppen i form af motivation, bliver fanget og bliver ført ud i livet.

Ceman er da også mere end tilfreds med at have spillere som Kim Lykkeskov, Tyler Gotto, Cory Quirk, Michael Eskesen og andre af de mere erfarne spillere i truppen, idet de er med til at sætte standarden for, hvad der er acceptabelt og ikke acceptabelt, både på og uden for isen. Det er nemlig vigtigt for de yngre spillere, at kunne læne sig op af de erfarne, og lære af hvad de gør

– Vi har nogle spillere som efterhånden har en del guldhjelme, spillere som har prøvet at vinde, og som derfor ved hvad der kræves. Det skal de unge spillere lære af, for er du en ung spiller, og du ikke forbereder dig lige så grundigt som de erfarne, ikke er lige så fokuseret som dem, og ikke er lige så villige til at ville vinde som de er, så misser du en stor mulighed for selv at stå som vinder.

Dan Ceman gør en dyd ud af at være maksimalt forberedt til alle kampe henover sæsonen. Derfor ændrer han ikke så meget i sin indgangsvinkel når det kommer til kampene, hvor en tæt sparring med hans assistent Christopher Straube er dagligdag

– Vi har selvfølgelig haft forskellige fokuspunkter henover sæsonen. De fokuspunkter har vi løbende evalueret på, således at vi kan få holdet til at blive bedre og bedre. Det er enhvers træners ønske, at hans hold spiller sit absolut bedste i hver eneste kamp, men det er også naturligt, at det ikke kan lade sig gøre. Det er dog en smule nemmere at få fyret op under drengene, når vi når hertil på sæsonen, så derfor ændrer vi ikke så meget i hverken vores optakt eller vores måde at afvikle kampene på.

Dan Ceman og Chris Straube får mulighed for at fyre op under spillerne første gang i morgen aften, hvor SønderjyskE’s spillere løber på isen imod Aalborg Pirates i den første kvartfinale. Læs mere om den kamp i morgen her på siden eller gå ind og like Sønderjyske ishockey på facebook for at følge holdet tæt.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus