Søg

Fejl blev straffet

Jesper Klitgaard, 8. december 2017, kl. 22:12

SønderjyskE kæmpede forgæves denne fredag aften, da et kynisk udehold var gode til at straffe de fejl hjemmeholdet lavede, og trods en flot kamp af Joni Myllykoski måtte SønderjyskE se sig slået 4-3 efter en kamp hvor de konstant var det jagtende hold.

SønderjyskE’s  undertal fik lov til at bevise sit værd allerede efter et halvt minut, hvor Justin Hache måtte to minutter til afkøling, og han fik kort efter besøg af Jace Coyle, hvilket efterlod holdkammeraterne med noget af en opgave. Den klarede de dog til bravour, og både Mads Lund og Rasmus Nielsen blokerede skud og Joni Myllykoski tog sig af de skud der slap igennem.
Tempoet var skruet godt op fra kampens start, hvor der var en lille overvægt i spil og chancer til gæsterne fra Nordsjælland, men de chancer som gæsterne kom frem til, blev afværget godt af Myllykoski der virkede sikker i sine indgreb og havde flere rigtig gode redninger.

Det var gæsterne der kom bedst ud til anden periode, og SønderjyskE var heller ikke hjulpet af at Tyler Fiddler ikke stillede til start til de midterste tyve minutter efter at have fået en skade i slutningen af første periode. Det gav en smule forvirring og tilfældige chancer, og sådan en udnyttede gæsterne til at bringe sig foran med 1-0, da Nikolaj Christensen snuppede pucken fra Jace Coyle og køligt lagde den under Joni Myllykoski. Det gav gæsterne lidt momentum og det udnyttede de til at bringe sig foran med to, da Morten Green lige nøjagtig fik tippet pucken forbi Myllykoski, der var prisgivet i situationen.
Kort forinden var kampen afbrudt, da Joakim Holten Møller faldt uheldigt og kortvarigt lå ubevægelig på isen. Han var dog vågen da han forlod isen på en båre og blev kørt til sygehuset til kontrol, og SønderjyskE ønsker Joakim god bedring og på snarlig gensyn.

Da kampen blev genoptaget ville Mads Lund gerne forsøde fredagen for de mange tilskuere i SE-Arena, og måden at gøre det på er “blot” at sende pucken i nettet. Dette gjorde han med en god baghånd og dermed var spændingen tilbage før sidste periode.

Den blev ikke mindre intens og spændende da Anders Førster kom først på pucken foran Kevin Lindskougs mål og fik udlignet til 2-2. Det gav en periode hvor begge mandskaber spillede en smule tilbageholdent, men Rungsted tog igen føringen efter en overtalssituation, og dermed var hjemmeholdet igen i den jagtende rolle. Den rolle blev ikke mindre, da Rungsted udnyttede at hjemmeholdet ikke fik ekspederet pucken ud af egen zone, og pucken fik på mystisk vis sneget sig ind over stregen til 4-2 og noget der lignede en tidlig afgørelse på kampen.
Anders Førster fik dog stemningen til at løfte sig markant, da han i overtal fik reduceret og minuttet efter var millimeter fra at udligne på Patrick Dwyers fine oplæg. Det blev desværre kun ligeved-og-næsten og gæsterne kunne drage tilbage med en et-måls sejr i bagagen, på en aften hvor de var gode til at udnytte de fejl som SønderjyskE lavede.

 

Kampen i tal: SønderjyskE – Rungsted Seier Capital 3-4  (0-0 ,1-2 ,2-2 )
23:38  0-1 Nikolaj Christensen
30:03  0-2 Morten Green
32:45   1-2 Mads Lund uass.
42:29  2-2 Anders Førster ass Patrick Dwyer & Søren Dau
46:13  2-3  Jake Hansen (PP1)
52:34  2-4 Jake Hansen
56:38  3-4 Anders Førster ass Søren Day & Jace Coyle (PP2)

Udvisninger:
SønderjyskE 5 x 2
Rungsted Seier Capital 3 x 2

Tilskuere: 2011  i SE-Arena i Vojens

Foto: A. Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus