Jesper Klitgaard, 20. november 2018, kl. 21:28
Kampen mellem SønderjyskE og Rødovre Mighty Bulls kommer ikke til at gå over i historien som den bedst spillede ishockeykamp nogensinde. Men så længe man sejrer, går man glad hjem fra Frøs Arena, og det gjorde de over 2400 tilskuere her til aften, da SønderjyskE efter en ujævn affære vandt med 4-2
Inden kampen var der blevet talt en del om gæsternes arbejdsmoral og at evnen til at matche denne kunne blive kampafgørende.
Den blev ihvertfald afgørende for kampens første mål, da Jannik Karvinen for nemt og med god vilje satte sig igennem bag mål, og serverede pucken for en fri Andre Pison, der ingen problemer havde med at udplacere en chanceløs Kasper Krog i målet.
Bestemt ikke den start SønderjyskE havde håbet på, og det virkede lidt som både publikum og de lyseblå lige skulle op i gear.
Det var lige ved at koste endnu et mål imod, da Rødovre slap afsted på en break-away, men stolpen var heldigvis med SønderjyskE.
Det fik hjemmeholdet en smule op i tempo, og det gav et par gode muligheder, men Stefan Ridderwall var på plads i Rødovres mål, og da Kasper Krog var det samme i den anden ende, sluttede første periode med en spinkel føring til gæsterne
Momentum frem og tilbage
Der var anderledes fart i skøjterne hos SønderjyskE, da holdene tog fat på de midterste tyve minutter. Det gav et par gode forsøg, hvor kun rent uheld holdt de lyseblå fra at score.
Gæsterne var dog på ingen måde ude af kampen, og fastholdt i flere omgange SønderjyskE i egen zone, hvor kun godt målmands-spil fra Kasper Krog og hjælp en enkelt gang fra stolpen afholdt københavnerne fra at øge føringen.
Derfor skulle der også en enkeltmandspærstation til for at bryde stillingen. Anders Førster samlede pucken op ved banden i offensiv zone, og kørte hele vejen bagom og rundt om mål, og med en flad afslutning fik han pucken ind ved fjerneste stolpe.
Det gav SønderjyskE et lille overtag, hvilket også førte et par store chancer med sig, men gæsterne bød sig også til i en periode der bølgede frem og tilbage.
Special teams afgjorde kampen
Det var ikke aftenen for poleret ishockey, men det gør nu heller ikke så meget når bare man scorer. Det gjorde SønderjyskE ikke blot en’ men to gange i starten af tredie periode. Begge gange i overtal, hvor først var 300-kamps jubilaren Martin Eskildsen, der lige nøjagtig fik sneget pucken ind over stregen.
Kort efter var det så Mads Lund, der med det efterhånden må være hans signatur-move, sendte pucken i det korte hjørne til en behagelig føring på 3-1.
Ganske kort tid efter lå pucken igen i nettet, og selv om Steffen Frank blev krediteret for målet, så lignede det meget at Rødovre backen var så venlig at sende pasningen fra T.J.Moore i eget net.
Rødovre havde også deres muligheder i overtal, men SønderjyskE’s undertals formationer havde fået justeret spillet, og tillod ikke mange chancer. En enkelt puck slap dog igennem, da Steffen Klarskovs fornemme skud ikke efterlod Kasper Krog med nogen chance.
Gæsterne forsøgte til sidst at tage målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller, men det lykkedes ikke for vestegns drengene at score, og da det heller ikke lykkedes for SønderjyskE endte kampen med en god 4-2 sejr til hjemmeholdet
Kampen i tal: SønderjyskE – Rødovre Mighty Bulls 4-2 (0-1,1-0,3-1)
01:29 0-1 Andre Pison
31:41 1-1 Anders Førster uass
44:39 2-1 Martin Eskildsen (Lyø, Prapavessis) pp1
46:12 3-1 Mads Lund (Marinaccio, Prapavessis) pp1
55:19 4-1 Steffen Frank (Moore) pp1
56:38 4-2 Steffen Klarskov
Udvisninger:
SønderjyskE: 6 x 2
Rødovre Mighty Bulls: 7 x 2
Tilskuere: 2423 i Frøs Arena i Vojens