Per Jessen, 14. december 2018, kl. 0:44
Det første af to opgør mod Esbjerg på to dage blev torsdag aften spillet i Esbjerg. Her tabte SønderjyskE desværre en tæt kamp med 1-3, men allerede i morgen, fredag 14. december med kampstart kl. 19.30 kan de lyseblå få revanche hjemme i Frøs Arena.
Det var en tæt kamp de knap 800 tilskuere i Esbjergs intime træningshal blev vidne til. To stærke målmænd lyste op i et opgør, hvor holdene spillede en masse over- og undertal de to første perioder. Desværre var SønderjyskE’s powerplay ikke skarpe nok i en temporig første periode, hvor Esbjerg Energy fik fem af deres seks udvisniner. I stedet slog vestjyderne til med to mål, og de to mål jagtede SønderjyskE længe.
I anden periode var det SønderjyskE’s tur til at gæste udvisningsboksen med jævne mellemrum, men defensiven stod fint foran en velspillende Patrick Galbraith. I den anden ende tog Mathias Seldrup også godt fra. Han måtte dog kapitulere, da Rasmus Lyø efter 54 minutter endelig fik SønderjyskE på måltavlen. En afslutning fra blueline ramte en Esbjerg-back, og pucken hoppede ud til Lyø, som fra kanten af faceoff-cirklen hamrede pucken forbi Seldrup. Dermed stod der kun 2-1 til værterne på måltavlen.
Desværre kom udligningen aldrig. Det hjalp heller ikke at trække Galbraith ud til sidst. I stedet scorede Esbjerg i tomt mål. Selvom Rod Pelley fortsat er ude med en skade og tre spillere er med U18-landsholdet, så spillede SønderjyskE i store dele af kampen med fire kæder. Det kan vise sig som en god investering med under 24 timer til næste kamp. Kl. 19.30 kastes den første puck i Frøs Arena, og dørene åbner kl. 18.30. Der er ny dommerbesætning sat på til kampen, og Michael Nielsen leder opgøret med Mads Frandsen.
Esbjerg – SønderjyskE 3-1 (2-0, 0-0, 1-1)
07:33 1-0 Jesse Mychan (Christiensen, Bellemore)
16:32 2-0 Niklas Andersen (Vinther, Felix Scheel) PP
53:46 2-1 Rasmus Lyø (Prapavessis, Marinaccio)
59:31 3-1 Andreas Grundtvig EN
Game misc.: Ronnie Brobak, SE
Udv.: EE 6×2, SE, 5×2 + 1×5
Skud: 21-33
Tilskuere: 778