Jesper Klitgaard, 6. januar 2020, kl. 18:17
Rundt om spillerne fra SønderjyskE er der heftig aktivitet. Det er der såmænd også på isen, hvor Mario Simioni og Jan Jensen dagligt forsøger at træne spillerne efter bedste evne, men i øjeblikket er der en forventningens glæde udenfor isen.
Det skyldes naturligvis Continental Cup finalen, som spilles den kommende weekend, og som er en af det helt store begivenheder inden for dansk ishockey. Så kunne man nemt komme til at tro, at spillerne også går og tænker på weekendens tre kampe, og de svære opgaver der ligger heri. Men sådan ikke, ihvertfald ikke hvis man spørger Daniel K. Hansen:
– Vores fokus er udelukkende på vores næste kamp, og den står der Rødovre på, intet andet, lyder det præcist fra backen, som efter en længere tids skadespause, igen er tilbage i truppen.
Nu vil en sportsmand jo helst være på banen, og det har da heller ikke været alt for morsomt at skulle være tilskuer til holdkammeraternes kampe på banen, men noget har hjulpet til at det alligevel har været acceptabelt:
– Det er selvfølgelig aldrig sjovt at sidde udenfor med en skade, men jeg har jo kunne se at holdet har spillet nogle gode kampe, så det hjælper selvfølgelig på det, og kroppen har det super igen, så jeg er klar til at yde min del, fortæller König optimistisk.
Tirsdagens modstander fra Rødovre, har på det seneste været lidt nede i en bølgedal, og møder op mod gæsterne fra Vojens med et helt frisk nederlag mod Odense i bagagen. Men et’ er tabel, noget andet er vilje, og det har tyrene, især hvis de er sårede. Derfor venter der SønderjyskE en hård kamp, og Daniel har en god forventning om hvad der vil møde SønderjyskE, når kampen fløjtes igang på den københavnske vestegn:
– Vi kender Rødovre. Vi ved de kommer som lyn og torden, så vi skal være ude af bussen og have fuld fokus fra kampens start. Det er en nødvendighed for at få point med hjem, afslutter backen.
Han og de andre gutter fra SønderjyskE vil være at finde i Rødovre Centrum Arena, hvor første puck bliver smidt kl 19:00
Foto: Svend-Erik Boysen, sebfoto.dk