Jesper Klitgaard, 20. september 2019, kl. 22:23
SønderjyskE fik en sejr efter forlænget spilletid og straffeslag, efter et lokalopgør hvor begge hold både var bagud og foran med to mål. Til sidst kunne Josh MacDonald gøre sig selv til matchwinner ved at være den eneste der kunne score på straffeslag.
Som ventet var det hjemmeholdet, der fra starten lagde presset på udeholdet. Det gav pote allerede efter tre minutter, da unge Valdemar Ahlberg med et håndledssvirp kunne sende pucken forbi Nicolaj Henriksen, der havde fået tjansen mellem stængerne denne aften.
Det gav naturligvis en god portion momentum til de gulblusede, men det gav ikke indledningsvis flere mål . Pucken var dog en tur inde bag Mathias Seldrup i Esbjergmålet, men scoringen fra Daniel Nielsen blev underkendt for offside i målfeltet.
Tempoet blev skruet op mod slutningen af perioden, hvor det ikke var de store chancer de mange tilskuere blev forkælet med, for med få sekunder tilbage af perioden fik Frederik Bjerrum en friløber, efter to Esbjerg-spillere kort havde glemt, at man ikke skal tackle en i samme bluse som en selv. Desværre kunne han ikke få pucken det sidste stykke ind over stregen.
Det kunne Esbjerg til gengæld to minutter inde i anden periode, da Zach Pochiro afsluttede et godt gennemspillet angreb til 2-0, og det gav god stemning hos de mange fremmødte supportere af hjemmeholdet.
Den fik SønderjyskE dog hurtigt ødelagt, for to hurtige scoringer af først Josh MacDonald og Christian Silfver, fik bragt spændingen helt tilbage i kampen. Værd at bemærke var unge Daniel Nielsens forarbejde til det første mål, hvor han uselvisk lagde pucken til rette for Josh MacDonald, et godt eksempel på det gode spil han har præsteret de seneste kampe, og han fik såmænd også en assist på det udlignende mål.
Dermed en helt lige kamp, og sådan fortsatte det også ind i tredie periode. SønderjyskE fik tidligt i perioden et par muligheder i overtal, men de helt store muligheder udeblev.
Der gik dog ikke længe før de mange fantastiske supportere fra SønderjyskE fik noget at juble over. Mike Little sendte Anders Førster afsted og han satte skøjterne op i hastighed raket, skøjtede fra 1-2-3 spillede fra hjemmeholdet, og kynisk sendte han pucken i nettet til 3-2 til de sortblusede.
Minuttet efter måtte Nicolaj Henriksen hive en fantomredning frem, da han snuppede en stor chance med gribehandsken, i en situation hvor mange af hjemmeholdets tilskuere var sikker på den var inde.
Det var de ikke i tvivl om kort efter, men til fortydelse for dem og til stor glæde for alle med hjerter der banker for SønderjyskE, var det Josh MacDonald der fangede en fejlpasning og køligt satte pucken i korteste hjørne.
Det lignede en tidlig afgørelse på kampen, og SønderjyskE havde flere gode muligheder for at lukke sækken helt, men istedet var det hjemmeholdets Travis Brown, der med et skud fra en spids vinkel kunne bringe spændingen ind i kampen igen.
Det var da også Esbjerg, der udnyttede en hårdt dømt udvisning til SønderjyskE, til at udligne med kun fire minutter tilbage af kampen. Det var intenst, det var helt lige og det var lige præcis sådan et lokalopgør skal være.
Det sluttede 4-4 i den ordinære spilletid og dermed måtte der forlænget spilletid til. Her var det hjemmeholdet som virkede til at have flest kræfter, og dermed også de største chancer, men uden at nogen af holdende kunne score, og der måtte straffeslag til at afgøre den tætte affære.
Her var Josh MacDonald den eneste der kunne score, og dermed en flot og fortjent sejr til SønderjyskE på 5-4. Næste kamp er på tirsdag, hvor Rødovre kommer på besøg
Kampen i tal: Esbjerg Energy – SønderjyskE 4-5 (1-0,1-2,2-2,0-1) eft. GWS
03:07 1-0 Valdemar Ahlberg
21:52 2-0 Zach Pochiro
23:36 2-1 Josh MacDonald (Nielsen, Lund)
26:13 2-2 Christian Silfver (MacDonald, Nielsen
47:10 2-3 Anders Førster (Little, Gatz)
49:02 2-4 Josh MacDonald uass
54:26 3-4 Travis Brown uass
56:01 4-4 Zach Pochiro
65:00 4-5 Josh MacDonald
Udvisninger:
Esbjerg Energy: 4 x 2
SønderjyskE: 3 x 2 + 1 x 10 (Little)
Tilskuere: 3169 i Granly Hockey Arena
Arkivfoto: A.Stollig