Søg

Fredagskamp mod Stars

Per Jessen, 10. november 2016, kl. 16:00

Gentofte Stars er SønderjyskE’s modstander fredag aften i SE Arena, hvor der er kampstart kl. 19.30.

Gentofte blander sig i toppen af tabellen efter fire sejre i de sidste fem kampe. Senest blev det til en 2-1-sejr over Herning Blue Fox. SønderjyskE er også inde i en god stime med point fire kampe i træk og senest en 4-3-sejr over Esbjerg Energy.

– Gentofte har to farlige kæder. Kæden med de finske spillere har en rigtig god kemi, og kæden med Cam Spiro har også fundet vej til netmaskerne. Det er et hold, som flytter pucken godt, og de er gode til at vende spillet, siger cheftræner Dan Ceman om fredagens modstander.

Tyler Gotto vendte i tirsdagens kamp tilbage til SønderjyskE-holdet efter en længere skadespause, men desværre udgik en anden back, Elias Granath. Svenskerens skade meldes som “dag-til-dag”, og han er derfor tvivlsom til Gentofte-kampen.

Joni Myllykoski spiller helt sikkert ikke. Den finske keeper skal på søndag scannes i Aarhus for at der kan komme nærmere klarhed omkring skadens omfang. U20-landsholdsmålmand Kasper Krog tog flot over i målet, da Myllykoski udgik, og den unge keeper leverede 11 redninger på 12 skud. Krog får som backup 15-årige Frederik Dichow-Nissen.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus