Søg

Frustrerende aften i Gentofte

Per Jessen, 17. februar 2017, kl. 23:16

SønderjyskE fik ingen point med hjem fra udekampen hos Gentofte Stars, der vandt aftenens kamp med 3-0.

I et taktisk opgør med få målchancer kom SønderjyskE sig aldrig over Gentoftes føring. Kampen startede ellers med et par gode muligheder til SønderjyskE, men skarpheden manglede, og i stedet kom værterne foran i det syvende minut. I et Gentofte-powerplay blev et skud styret inde foran mål uden chance for Joni Myllykoski.

Lidt symptomatisk misbrugte SønderjyskE efterfølgende en to mod nul-situation, og de to sidste perioder blev det en kamp op ad bakke mod et solidt Gentofte-hold, der har været ligaens bedste hjemmebanehold denne sæson. Også 2-0-målet faldt i powerplay. Spillet i undertal har været ganske udmærket denne sæson, men i aften scorede Gentofte to gange på tre overtalssituationer.

– Vi fik en udmærket start, men gjorde det svært for os selv, efter vi kom bagud. I de to sidste perioder kom vi væk fra vores gameplan. Spillet blev præget af alt for mange enkeltmandspræstationer og frustrationer, siger cheftræner Dan Ceman.

Johan Burlin fik debut, og den svenske back var blandt de opløftende elementer på en ellers frustrerende aften. Også plusser til de mange supportere. Over 100 lyseblå tilhængere havde taget turen.

Allerede på tirsdag er der mulighed for at få oprejsning, når det gælder udekampen mod Esbjerg Energy.

Gentofte – SønderjyskE 3-0 (1-0, 1-0, 1-0)
06:14 1-0 Luis Blak Olsen (Terrminesi, Reuter) PP
34:56 2-0 Cam Spiro (Koponen, Zorki) PP
52:49 3-0 Cam Spiro (Blak Olsen, Jyrkkiö)
Udv.: GS 5×2 + 1×10 (Asperup), SE 4×2
Skud: 15-17
Tilskuere: 517


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus