Lars Jensen, 11. november 2020, kl. 21:31
Forberedelserne havde ikke været optimale for nogle af dagens hold og kampen var heller ikke et skolebogseksempel på smuk ishockey, men der var “nerve” i kampen og heldigvisfor kunne Oliver Gatz med 2 sekunder tilbage af overtiden sikre os et ekstra point.
Herlev Eagles kom flyvende ud af starthullerne i 1. periode, men heldigvis fik SønderjyskE sig hurtigt arbejdet tilbage i kampen og fik hurtigt lagt et pres på Emil Jidskog i Eagles målet og efter 4 min havde SønderjyskE haft et par gode chancer, men ind ville pucken ikke. SønderjyskE havde godt fat i perioden og fik desværre ikke udnyttet et powerplay. Kun 1 min. efter at Herlev var blevet fuldtallige, fik Rasmus Lyø 2 min. for interference og det momentum udnyttede Herlev til at presse godt på resten af perioden. Der kom ingen scoringer ud af de to holds anstrengelser og 0-0 var nok et helt fair resultat.
2 Periode var præget af mange fejlafleveringer og efter 10 min. spil frem og tilbage blev pucken ikke clearet i egen zone og pucken røg på tværs til Joachim Linnet der kunne spille Magnus Molge helt fri – den chance udnyttede han til at score til 1-0.
SønderjyskE tilbragte en del tid i Herlev’s zone, men for mange upræcise afleveringer gjorde at man aldrig kom helt tæt på. Tættest på et mål var egentligt Herlev, der missede en friløber undervejs.
3. Periode var kun lidt over et minut gammel da William Boysen skar ind foran Herlev målet, men fik ikke pucken stregen, men heldigvis kom Victor Rollin Carlsson lige i hælene på ham og fik den sendt i nettet til udligning. Det var Martin Eskildsen der blev udråbt som målscorer, men det var Victor Rollin der fik sidste stav på pucken.
Udligningen holdt kun lidt over 5 min, inden at SønderjyskE atter blev fanget i en 2 mod 1 situation. Rasmus Lyø gik frem i offensiv zone, men blev fanget og nåede ikke med tilbage, da Joachim Linnet snuppede pucken og stak afsted sammen med Filip Owesson. Yannick Vedel var eneste mand med tilbage og han kunne ikke gøre noget, da Linnet i sidste øjeblik med en tværaflevering spillede Owesson fri, der kunne sende pucken i nettet til 2-1 til hjemmeholdet. 6 minutter senere kom SønderjyskE i overtal og selv om man aldrig fik stillet det perfekte powerplay op, så lykkedes det at fange Herlev i en 3 mod 2 situation, som Cam Brown udnyttede til at udligne til 2-2. En friløber til Daniel Nielsen kort før tid, blev desværre ikke udnyttet og kampen måtte i overtid.
I overtiden foregik en god del af spillet i SøndejyskE zonen og Magnus Molge kunne have afgjort for Herlev da han fik en friløber, men den tog Patrick Galbraith sig stensikkert af. Ingen af holdene kom frem til de helt store chancer bortset fra Molge’s, men kun 2 sekunder før tid var Oliver Gatz stødt med helt frem og på en aflevering fra Cam Brown kunne han sende pucken i nettet til 3-2 sejr.
2 point på en dag, hvor spillet til tider var pænt rusten, må siges at være godkendt – Herlev Eagles er altid en svær modstander på udebane.
Nu går turen hjemad og næste opgave er Herning Blue Fox, der kommer på besøg i Frøs Arena på fredag.
Herlev Eagles – SønderjyskE 2-3 (0-0,1-0,1-2,0-1)
30:44 1-0 Magnus Molge (Linnet)
41:19 1-1 Victor Rollin Carlsson(Boysen)
46:50 2-1 Filip Owesson(Linnet)
52:53 2-2 Cam Brown (Harms)PP
64:58 2-3 Oliver Gatz (Brown)
Udvisninger:
Herlev: 3 x 2 min. 1 x 10 min. (Blak Olsen)
SE: 3 x 2 min.