Søg

God fight rakte ikke til point i Herning

Lars Jensen, 13. oktober 2017, kl. 23:18

Der var lagt op til topopgør i Kvik Hockey arena fredag aften i Herning og lad os sige det med det samme, publikum blev ikke skuffet – de fik tempo og høj intensitet fra allerførste sekund.

Kampen fik en yderst livlig start i et meget højt tempo og både Joni Myllykoski samt Ari Ahonen  blev testet inden for de første par minutter.
Vi skulle hen til kampens femte minut, inden klumpspil foran SønderjyskE målet, resulterede i en løs chance som Hernings Thomas Vilstrup Andersen resolut udnyttede til at bringe Herning i front med 1-0.
SønderjyskE lod sig dog på ingen måder ryste og fortsatte ufortrødent i samme høje tempo.
En albue fra Jan Dalecky direkte i hovedet på Greg Gibson gav SønderjyskE et powerplay, men dog kun 2 minutter og ikke 5 min som de fleste forventede – men et fladt skud ude fra blue line fra Jace Coyle, som Kevin Henderson rettede af inde foran mål, bragte balance i regnskabet og stillingen op på 1-1.
SønderjyskE fortsatte de gode takter, men der kom ikke flere scoringer i de første 20 min. og det kunne Herning helt sikkert glæde sig mest over. SønderjyskE havde i første periode flere chancer til at bringe sig foran, men skarpheden og heldet var ikke med sønderjyderne her til aften.

Anden periode startede i nogenlunde samme tempo og var helt lige, ind til en forsvars fejl af SønderjyskE’s Rasmus Mohr gav Herning en 2 mod 0 chance, som de af 2 omgange udnyttede til at bringe sig foran med 2-1.
Det mål tog lidt pusten fra SønderjyskE og Herning sad på store dele af resten af perioden. Storspil af Joni Myllykoski gjorde dog at perioden sluttede uden yderlige scoringer.

Det var dog et stærkt fokuseret SønderjyskE som kom ud til tredie periode.
Selv om holdet måtte ud i 4 x undertal og sågar 1.40 min i 3 mod 5, så var SønderjyskE i 3 periode tættere på 2-2 end Herning var på 3-1.
Bla. havde de fleste allerede armene halvvejs oppe, da Martin Eskildsen i en 2 mod 1 situation skulle sætte pucken ind i et halvtomt mål, men en mirakuløs sideforflytning af Ahonen i Herning målet hindrede udligningen. Det samme gjorde sig gældende da Greg Gibson kort før tid resolut tog sagen i egen hånd og efter en flot solotur brændte på Ahonen, selv samlede returen op og sendte den i nettet – det troede hovedparten af det medrejsende publikum ihvertfald, men dommer Hicks vinkede afværgende med hænderne.

Summasummarum, så var det et utroligt flot kæmpende SønderjyskE hold der her til aften måtte overgive sig til et velspillende Herning Blue Fox Mandskab. Chancerne var der og ingen ville kunne have brokket sig om der var faldet 1 point eller 2 af til SønderjyskE her til aften.

Nu skal der restitueres og lades op til næste opgave, som er på søndag i Rødovre, hvor Mighty Bulls står klar.

Herning Blue Fox – SønderjyskE 2-1 (1-1, 1-0, 0-0)
05:09 1-0 Thomas Vilstrup Andersen
07:57 1-1 Kevin Henderson (Jace Coyle, Derek Damon) PP
26:14 Lasse Lassen (Branden Gracel)

UDV.
Herning 5 x 2 min.
SønderjyskE 8 x 2 min.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus