Jesper Klitgaard, 21. februar 2019, kl. 21:51
SønderjyskE drager fredag aften den lange vej til nordsjælland, hvor grundspillets vinder, Rungsted Seier Capital, venter i den næstsidste kamp i grundspillet. På papiret er det en kamp uden egentlig betydning, men under overfladen gemmer kampen på mange vigtige facetter.
Begge mandskaber vil gerne stå med den bedst mulige følelse før det kommende slutspil, og det gøres bedst ved at skrue op for intensiteten, og ikke lade sig være tilfreds med at de nuværende placeringer er sikret.
Derfor kan der også være en ganske interessant kamp i vente, når de to hold kæmper om æren, de tre point og den før omtalte følelse af at være klar til slutspillet.
For SønderjyskE gælder det især om at være mentalt klar til kampen, et islæt der kan være mere essentielt end de tre point. Den rette indstilling skal være på plads, noget som ikke helt var til stede i tirsdagens kamp mod Herning Blue Fox, der sejrede med hele 5-0.
Spillerne er klar over at man ikke kommer langt i slutspillet, hvis spillet fortsætter sådan, og man skal forvente at se et helt anderledes mandskab fredag aften i Rungsted, hvor modstand af ypperste klasse venter: – Svær udebanekamp hvor arbejds-indsatsten skal være 100%. Hvis vi spiller som vi gjorde i Herning, så bliver det endnu en dårlig kamp fra vores side. Vi skal være klar til slutspillet og det bliver vi ikke med sådan en indsats vi leverede sidst, lyder det nøgternt fra Backen Daniel Galbraith.
Kampen spilles fredag aften i Bitcoin arena, hvor første puck smides kl 19:30, og er man ikke i nærheden af den, så kan kampen ses på tv2sport.
Arkivfoto: A.Stollig