Søg

God moral sikrede tre point

Jesper Klitgaard, 22. februar 2019, kl. 22:05

SønderjyskE viste høj moral, og viste endnu engang at holdet har godt styr på Rungsted Seier Capital, da holdet her til aften sejrede med 4-2 efter en kamp, hvor udeholdet var bedst set over 60 minutter.

Der var på forhånd krævet en hel anden indstilling end kampen i tirsdags, og dette blev indfriet fra kampens start. Det var et sønderjysk mandskab der spillede med den helt rigtige disciplin, og det helt rigtige pres på aftenens værter.
De helt store chancer blev det ikke til i kampens begyndelse, men det var tydeligt at det var de lyseblå der havde tete, og især i egen defensiv zone var det tydeligt, at det var SønderjyskE der var de styrende. Hjemmeholdet blev holdt på ydersiden, og det gav Patrick Galbraith gode arbejdsbetingelser i målet.

Derfor var det også helt efter spil og chancer, at Anders Førster kunne sætte første skive i nettet, efter at et godt sønderjysk pres i gæsternes egen zone. Det gav naturligvis momentum, og et par minutter efter kunne Frederik Bjerrum sætte sidste stav på et flot gennemspillet powerplay, og dermed en behagelig føring på 2-0 efter første periode.
Det var også fuldt fortjent, for det var et gæstende mandskab der viste stor vilje og spillede med få fejl i eget spil, men med kontrolleret pres-spil tvang Rungsted Seier Capital til ganske mange pucktab, og dermed få chancer i modsat ende hos Patrick Galbraith.

Det blev en smule anderledes i anden periode, hvor det må formodes at hjemmeholdet havde fået besked på at komme op på den store klinge. Det gav en hurtig spillet, men let rodet gang ishockey, hvor en del pucktab gav omstillings muligheder til begge mandskaber.

Der kom også en enkelt scoring i anden periode, og den tilfaldt hjemmeholdet. Nikolaj Krag Christensen var skarpretteren i overtal, da han pludselig stod fri foran mål, og uden chance for Patrick Galbraith reducerede til 1-2.
Overtal lagde også kimen til de næste store muligheder, men det var hjemmeholdet fra Rungsted, der trods det faktum at det var SønderjyskE der var en mand i overtal fik skabt sig to friløbere, som Galbraith dog tog sig kærligt af.

Dermed gik SønderjyskE ind til sidste periode med en et-måls føring, men Nikolaj Rosenthal fik udlignet et par minutter inde i perioden. Ret skal være ret, det var en fornem afslutning den tidligere SønderjyskE spiller fik sendt afsted, og dermed var det helt lige i Hørsholm.

Det var tydeligt at det var to gode mandskaber der stod overfor hinanden, for det var ganske få chancer de to gode defensiver tillod at komme igennem. Der var en god intensitet i kampen, der tillige var en fair spillet kamp, hvor der var god respekt holdende imellem.
En tæt kamp kræver gode beslutninger, og sådan en traf Rod Pelley, da han med et smart håndledsskud sendte pucken i netten med under tre minutter tilbage, i en situation hvor Rungsted var fanget med deres fjerdekæde inde.
Hjemmeholdet tog en timeout og tog målmanden og det straffede Sønderjyske, da Gabriel Desjardins satte den kampafgørende scoring.

Flot kamp, og en omvendt indstilling fra kampen i tirsdags. Der var god disciplin og der var den helt rigtige tænding, der gjorde at SønderjyskE tog en flot sejr og et godt boost til moralen før slutspillet. Nu venter der en kamp mod de evige rivaler fra Esbjerg på søndag, Meget mere om den kamp imorgen

Kampen i tal: Rungsted Seier Capital – SønderjyskE 2-4 (0-2,1-0,1-2)
10:46  0-1  Anders Førster (Eskildsen,Pietrus)
15:45  0-2  Frederik Bjerrum (Marinaccio, Prapavessis) PP1
24:13  1-2  Nikolaj Christensen PP1
44:34  2-2 Nikolaj Rosenthal
57:37  2-3  Rod Pelley (Nielsen)
59:01  2-4  Gabriel Desjardins (Pelley)

Udvisninger:
Rungsted Seier Capital  6 x 2
SønderjyskE  5 x 2

Tilskuere: 1267 i Bitcoin Arena

Arkivfoto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus