Jesper Klitgaard, 12. januar 2020, kl. 18:39
Krigerne fra SønderjyskE leverede varen, og sikrede sig med en 3-1 sejr den samlede sejr i Continental Cup. En historisk præstation, der kom i hus efter endnu en overbevisende indsats, hvor holdet viste format og fightervilje.
Det var SønderjyskE som sad på kampens begyndelse, hvor det virkede som om at det gav ekstra power i de slidte ben, at hjemmeholdet havde noget at spille for. Flere angreb bølgede ned mod Morislav Kopriva’s mål, og efter blot 3 ½ minut gav det pote.
Macgregor Sharp havde sidste stav på en flot styring, og det fik ikke stemningen i Frøs Arena til at blive det mindste ringere. SønderjyskE fik minuttet efter muligheden i overtal, og pucken dansede flere gange på stregen eller peb forbi stolperne, men desværre uden at give det næste mål.
Krakow kom lidt bedre med i kampen, og fik lagt et større pres på SønderjyskE, med et par halve chancer til følge. Det blev ikke bedre, da SønderjyskE fik tre udvisninger imod sig, men drengene kæmpede heroisk, og Nicolaj Henriksen var sikkerheden selv.
Anden periode startede meget lige, og kampen virkede til at ligge på vippen. Det var helt tætte nærkampe, og det var også sådan en der gav scoringen til 2-0. Daniel K. Hansen, der igen idag fungerede som wing, tacklede højt på den ene back, erobrede selv pucken, og serverede den perfekt til Daniel Nielsen, som perfekt styrede pucken ind i nettet.
Det tog luften ud af gæsterne for en stund, og det var ganske tæt på flere scoringer til hjemmeholdet. Det lykkedes dog ikke, og Krakow fik igen kæmpet sig tilbage i kampen. Tættest på var Jiri Gula, dermed et drøn af et slagskud var millimeter fra at reducere, men Nicolaj Henriksen fik reddet pucken med det yderste af stokhandsken.
Derfor var der dømt spænding ind i tredie periode, men SønderjyskE fik den perfekte start, da Daniel Nielsen med en lusket baghånd fik sneget pucken ind via målmandens skøjte til 3-0 og noget der lignede en måske tidlig afgørelse på kampen. Flot gået af den unge fighter, der ligesom resten af holdet har vist fantastisk vilje og attitude gennem hele turneringen.
Det mål virkede til at pille den sidste gejst ud af Cracovia Krakow, der kun sporadisk kom til chancer, og hvor SønderjyskE koncentrerede sig fuldt ud om at holde defensiven på plads. Et enkelt riv på sammenføjning blev det dog til for gæsterne, men ellers var det småt med chancer de fik produceret. Sekunder tikkede stille og roligt af uret, og SønderjyskE kom tættere og tættere på den historiske bedrift.
Krakow fik reduceret en enkelt gang, men tættere kom de ikke, og dermed kan SønderjyskE kalde sig vindere af Continental Cup, en historisk bedrift af Mario Simioni og Jan Jensen, alle spillere, sportschef Kim Lykkeskov, staben omkring holdet, og sidst men bestemt ikke mindst: Alle I fantastiske supportere.
SønderjyskE er i Champions Hockey Leauge næste år: OG DET ER FULDT FORTJENT
Kampen i tal: SønderjyskE – Cracovia Krakow: 3-1 (1-0,1-0,1-1)
03:26 1-0 Macgregor Sharp (Bjerrum, Frank)
25:24 2-0 Daniel Nielsen (K. Hansen
40:50 3-0 Daniel Nielsen uass
58:14 3-1 Adam Domogala
Udvisninger:
SønderjyskE: 4 x 2
Cracovia Krakow: 4 x 2
Tilskuere: 4106 i Frøs Arena i Vojens
Foto: A. Stollig