Jesper Klitgaard, 22. oktober 2018, kl. 22:06
Tirsdag aften byder på en god klassiker i dansk ishockey, når SønderjyskE og Herning Blue Fox vil kæmpe om 3 point vigtige point i den bedste danske liga.
Gæsterne har ikke haft den optimale start på sæsonen, og må lidt uvant for de ellers så sejrsvante midtjyder, tage til takke med en plads lidt nede i placeringerne. Men tag nu endelig ikke fejl. Et’ er stilling og noget andet er den vilje og gejst som Herning altid kan mobilisere, når spillerne træder ind på isen i Frøs Arena. Kampene mellem de to mandskaber, er derfor altid garant for intens ishockey, og ganske ofte bliver det små taktiske ændringer der giver udslaget.
SønderjyskE fik ikke det ønskede resultat i den tætte topkamp mod Rungsted Seier Capital, hvor en tæt affære endte med at gæsterne kunne tage sejren i overtid. Derfor skal der meget gerne point på kontoen, og meget gerne tre af slagsen. Kampen om final four er meget tæt, så hvert point tæller.
Derfor har drengene brug for al den støtte fra lægterne de kan få, så mød op i Frøs arena og giv SønderjyskE maksimal støtte
Første puck kastes kl 19:00, så mød op, tag naboen med og vær med til at skabe en fantastisk stemning.
Arkivfoto: A. Stollig