Søg

Holdindsats gav tre point

Jesper Klitgaard, 20. november 2019, kl. 7:42

SønderjyskE fik tirsdag aften en flot sejr, da de besejrede Frederikshavn Whitehawks med 2-1 på udebane. Sejren kom i hus efter en disciplineret og gedigen holdindsats, hvor alle spillere holdt sig til taktikken lagt af trænerteamet, og hvor det ikke var til at se at drengene spillede deres fjerde kamp på blot fire dage.

Første periode var SønderjyskE’s. Der blev fra start lagt et stort pres på hjemmeholdet, og flere gange måtte den Frederikshavnske keeper vise stor klasse. Han måtte dog give fortabt, da unge Mathias Borring Hansen havde sidste stav på et godt gennemspillet angreb, hvilket resulterede i en fortjent 1-0 føring til SønderjyskE efter første periode, en føring der nemt kunne have et par mål større.

Anden periode blev mere jævnbyrdig, og det gav også en udligning til hjemmeholdet, men Phil Lane kunne midtvejs i perioden igen sende SønderjyskE i front. Den føring skulle vise sig at holde hele vejen hjem, og dermed fik Mario Simioni og Co tre gode point med hjem i bussen.
Det var naturligvis også en glad sportschef, som efter kampen kun kunne løfte på hatten over indsatsen han havde set:
– Jeg har et ord til spillerne: RESPEKT. De leverer en kæmpe og helstøbt holdindsats i dag, hvor alle leverede for holdet. Vi spillede en gode 60 minutters ishockey i dag, hvor vi både producerede fremad i banen, men samtidig spillede med god disciplin i den defensive del af spillet, lød analysen fra en tilfreds sportschef.

Næste kamp er på fredag, hvor altid stærke Herning Blue Fox kommer på besøg.

Arkivfoto


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus