Søg

Julebrag – Herning kommer på besøg

Per Jessen, 21. december 2016, kl. 21:32

SønderjyskE tager torsdag aften kl. 19.00 imod Herning Blue Fox. De to ærkerivaler har for vane at spille meget tætte og ikke mindst underholdende opgør.

Det var også tæt, da SønderjyskE for tre uger siden vendte 0-1 til en 4-1-sejr med tre mål de sidste fem minutter af opgøret i Herning. Inden da var 9 ud af 10 opgør mellem de to hold endt med sejre på ét mål til et af holdene. Mens Herning kommer med en 4-0-sejr over Gentofte Stars som rygstød, så tabte SønderjyskE 2-6 hos Esbjerg Energy.

– Vi har noget at revanchere efter en meget dår­lig kamp i Esbjerg i søndags. Herning arbejder altid stenhårdt, og det er en god mulighed for os til at svare igen på vores indsats i Esbjerg, siger cheftræner Dan Ceman.

Herning jagter topholdene i Metal Ligaen. Torsdagens gæster er nummer seks med 40 point, men der er ikke langt op. Odense er kravlet op på andenpladsen med 48 point. SønderjyskE er lige i hælene med 46 ligesom Frederikshavn, mens Rungsted med 45 point og en kamp til gode også blander sig i topstriden, hvor Aalborg på førstepladsen har lavet et lille hul.

Thomas Buchardt Andersen og Vernon Hofferd er udpeget hoveddommere til opgøret, som altså har kampstart kl. 19.00.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus