Per Jessen, 22. november 2020, kl. 0:00
SønderjyskE kunne fredag sikre sig en flot sejr over Esbjerg Energy og en plads i Metal Final4, men der er ikke tid til at hvile på laurbærrene. Allerede søndag kl. 14.00 er holdet i kamp igen. Turen går oveni til Rødovre for anden gang denne uge.
I tirsdags vandt SønderjyskE en tæt kamp med 3-2 i Rødovre Centrum Arena. Og det bliver med sikkerhed tæt igen.
– Ja, der er ingen lette kampe i denne liga. Rødovre er et rigtigt skøjtestærkt hold, så det bliver ikke let, siger SønderjyskE-forwarden Martin Eskildsen.
Eskildsen, der lavede to mål og en assist fredag aften, er pludselig sit holds topscorer og rykket ind på top 20 på Metal Ligaens topscorerliste med 14 point, fordelt på seks mål og otte assists. Cam Brown og Brendan Harms har også 14 point, men færre mål.
Dommerne til søndagens kamp i Rødovre er Kenneth A. Nielsen og Niclas B. Lundsgaard.