Per Jessen, 6. oktober 2016, kl. 22:58
SønderjyskE drager fredag til Fyn, hvor Odense Bulldogs tager imod i et spændende opgør.
Lokalopgøret står mellem to hold, der med sikkerhed gerne vil lidt højere op i tabellen, og to hold, som ikke ligefrem havde gang i målscoringen i sidste kamp. Mens Odense tabte 0-1 til Gentofte Stars, så tabte SønderjyskE med 1-2 hos Frederikshavn White Hawks.
Hos SønderjyskE var der fremgang at spore i defensiven. Begge Frederikshavn-mål blev scoret i powerplay. Anden periode var også opløftende, men i fredagens kamp må der gerne komme mere end en enkelt god periode.
Med til at styrke defensiven er tilbagevendte Daniel K. Hansen, der har gjort det fint i de to kampe han har fået efter en lang skadespause.
– Det er dejligt at være tilbage og kroppen har det fint. Man kan dog godt mærke, at det er længe siden, at jeg har spillet kampe, og det er vel naturligt nok, forklarer den 21-årige back.
Han ser frem til lokalopgøret, som han forventer bliver tæt.
– Det ligner et tæt opgør, der formentlig kommer til at bølge frem og tilbage. Det er to hold, som er sultne efter point, og selvom det kunne ligne et målfattigt opgør, så kunne det sagtens ske, at det bliver målrigt, men tæt. Gerne med en 4-3-sejr til os, siger Daniel K. Hansen og smiler.
Der er kampstart kl. 19.30 i Odense Isstadion, hvor der som altid forventes en del lyseblå tilhængere på lægterne.