Per Jessen, 4. april 2019, kl. 21:53
Bronzefinalen i landets næstbedste ishockeyrække blev afgjort torsdag aften i Frøs Arena foran 237 tilskuere. Med en sejr på 5-3 og samlet 6-5 over Rødovre vandt Vojens/SønderjyskE bronzemedaljerne i 1. Division.
Det unge Vojens-hold, hvor de fleste af spillerne er teenagere, kom hurtigt foran 3-0 og 4-1, men det blev alligevel spændende til sidst. I målet leverede Frederik Dickow nogle vigtige redninger i tredje periode, da det brændte lidt på. To mål af både Frederik Rasmussen og Mikkel Jensen samt en scoring af Anders Biel banede vejen til sejren.
I finalen i 1. Division spiller Hvidovre og Gentofte mod hinanden, og dermed blev SønderjyskE’s talenter sæsonens bedste “andethold” i dansk ishockey. Hør i videoen herunder VIK-sportschef Erik Petersen, der også er cheftræner for 1. Divisionsholdet, kigge tilbage på sæsonen.
SønderjyskE ønsker tillykke til spillere, trænere og ledere omkring holdet.