Søg

Mads Lund stopper karrieren efter denne sæson

Jacob Ravn, 11. marts 2020, kl. 14:29

31-årige Mads Lund har besluttet at stoppe sin aktive karriere efter denne sæson. Det er blevet til mere end 800 kampe for SønderjyskE Ishockey.

En af de helt store kulturbærere i SønderjyskE Ishockey stopper karrieren efter denne sæson.

31-årige Mads Lund har spillet 803 kampe for SønderjyskE Ishockey, siden han fik debut for førsteholdet i 2004/2005-sæsonen.

Og Vojens-knægten stopper på toppen. Han har i denne sæson lavet flere point i grundspillet end nogensinde før, og Continental Cup-titlen, som han og SønderjyskE vandt i januar som det første danske hold nogensinde, er blevet tilføjet den imponerende samling, der også tæller seks DM-guld og tre pokaltitler.

Form- og spillemæssigt kunne han sagtens have taget mindst et par sæsoner mere i den danske liga, men han vælger at prioritere helbredet og familien.

– Det har ikke været en nem beslutning. Men jeg har en skadeshistorik, og jeg vil ikke slide mig selv helt op ude på banen. Efter jeg har fået en datter, vil jeg også gerne være så frisk som mulig, når jeg er færdig med at spille ishockey, for det betyder meget for mig, at jeg fortsat kan lege med hende på gulvet eller i haven uden at skulle have ondt i skulder og ryg, som jeg har haft nogle alvorlige skader i, siger Mads Lund.

Han kan snart se tilbage på en imponerende karriere, hvor han ofte er endt med metal om halsen – og altså seks gange med en guldhjelm på hovedet.

Han blev for nylig hyldet for sin kamp nummer 800 i SønderjyskE-trøjen, og han står nu noteret for 803 kampe.

– Jeg har altid haft det godt i SønderjyskE, og jeg er stolt over, at jeg har spillet alle mine år her. Det har været en fornøjelse at spille foran så mange fans, og jeg håber, at min sidste kamp kan blive foran fansene, men det må tiden vise, siger Mads Lund med henvisning til den aktuelle coronavirus-situation, der har udskudt årets slutspil i dansk ishockey.

Sportschef Kim Lykkeskov, der selv spillede sammen med Mads Lund i mange sæsoner, er ikke i tvivl om, at holdet mister en helt særlig spiller, når Lund stiller skøjterne på hylden.

– Han har informeret mig om beslutningen for nogle uger siden, og jeg har fuld respekt for, at han nu ønsker at stoppe. Han er om nogen en kulturbærer, og dem er der ikke mange tilbage af. Han har altid været en forgangsmand i klubben, der altid møder op og er seriøs og går til stålet. Han har haft en stor rolle i SønderjyskE gennem årene, og han slutter med en imponerende samling af mesterskaber og trofæer. Vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger Kim Lykkeskov.

Se et langt interview med Mads Lund her: 

Foto: Annemette Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus