Søg

Mangel på disciplin kostede point i Rungsted

Lars Jensen, 9. oktober 2020, kl. 22:23

På en aften, hvor SønderjyskE var bedst i spillet 5 mod 5, svigtede disciplinen og Rungsted kunne via 4 powerplay mål tage alle 3 point.

Efter nederlaget på hjemmebane i Søndags til netop Rungsted, var vores cheftræner Mario Simioni ude i medierne og forlange en bedre disciplin – det var der her til aften flere der havde glemt.

1. periode var en ganske underholdende affære og efter en hurtig Rungsted føring, hvor vi ikke fik pucken ekspederet væk, faldt udligningen kun 2 min senere, ved et flot kombination med Matt Prapavessis der med et tværaflevering gav Cam Brown chancen fra modsatte side, som han stensikkert udnyttede. Desværre blev der scoret endnu et powerplay mål af Rungsted ved en situation, hvor Patrick Galbraith troede han havde pucken, men den gled langsomt ind under ham, ind over stregen, i en periode, hvor udeholdet ellers kom frem til de bedste chancer.

I 2. periode var det lidt omvendt. Her havde hjemmeholdet pucken mest, men det var Victor Rollin Carlsson der efter ping-pong spil med Harms og Boysen kunne bringe balance i regnskabet. Det blev desværre til 3-2 til hjemmeholdet, da Mattias Persson kunne score kampens trejde powerplaymål.
3-2 var også stillingen efter 40 minutter i en kamp der lå og vippede til begge sider.

Mads Eller startede 3. periode i straffeboksen efter en lille episode efter et sammestød med Morten Jensen og efter kun 43 sekunder røg Cam Brown ud for en tripping, der mere lignede en Rungsted spiller der mistede balancen – men 5 mod 3 situationen blev hurtigt udnyttet af Nichlas Hardt, der sendte en firsttimer afsted, som det ikke lykkedes Galbraith at få stoppet.

4-2 blev også resultatet efter en kamp, hvor man der absolut var chancer for point, men hvor vi desværre også må se i øjnene at vi ganske enkelt tog nogle helt unødvendige  udvisninger.

Der hersker ingen tvivl om at flere udvisninger var til den helt tynde side, men det nytter ganske enkelt ikke at brokke sig til 2 minutter ekstra undertal ved at slå sin stav i banden ved stillingen 2-2 på udebane mod et hold som Rungsted og slet ikke på en aften, hvor deres powerplay var helt i særklasse og hvor vores boxplay lod en del tilbage at ønske.

Næste opgave bliver på fredag, hvor Herlev Eagles kommer på besøg i Frøs Arena og inden da, kunne man godt fristes til at tro at der skal arbejdes med boxplay og disciplin.

Rungsted – SønderjyskE 4-2 (2-1 1-1 1-0)

04:18 1-0 Nichlas Hardt (Hanna) PP1
06:19 1-1 Cam Brown (Prapavessis)
12:46 2-1 Nikolaj Rosenthal (Wideman, Daly)PP1
31.10 2-2 Victor Rollin- Carlsson(Harms, Boysen)
35:32 3-2 Mattias Persson (Olsson, Jensen) PP1
41:16 4-2 Nichlas Hardt (Anderson, Persson) PP2

Udvisninger:
RSC: 4 x 2 min.
SE: 9 x 2 min.

412 tilskuere.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus