Lars Jensen, 15. august 2018, kl. 23:41
Hele 1712 tilskuere havde fundet vej til Frøs Arena, til årets første træningskamp og selv om holdene ikke har haft meget mere end en uge på is, så blev det absolut en ganske underholdende affære, som SønderjyskE vandt med 3-2 efter overtid.
SønderjyskE var uden Rasmus Nielsen, Phillip Marinaccio og Jordan Pietrus. Esbjerg Energy måtte undvære Mark Derlago, Max French og Christian Wejse og så havde de i dagens anledning Thor Dresler som træner med Peder Gommesen som assistent, imens Mark Pederson gik rundt og hyggede sig på tilskuerepladserne
SønderjyskE kom bedst ud af starthullerne og allerede efter 52 sekunders spil fandt Frederik Bjerrum en T.J. Moore i fri position inde foran Nikolaj Henriksen i Esbjergs mål og så stod der 1-0.
SønderjyskE sad på det meste de første 10 minutter, men langsomt fik Esbjerg sig arbejdet tilbage i kampen. Perioden ender dog ganske retfærdigt med 1-0 til SønderjyskE.
I anden periode er det igen SønderjyskE der kom bedst ud af omklædningsrummet, men igen fik Esbjerg sig arbejdet ind i kampen og ikke helt uventet fik Niklas Andersen udlignet til 1-1 efter godt 30 minutters spil. Spillet bølgede derefter frem og tilbage og kun 3.30 min senere var det Esbjerg der bragte sig foran 2-1 da Anders Krogsgaard med et kontrolleret hårdt fladt skud sender pucken imod SønderjyskE målet, hvor Oliver Kjær blot skulle sætte staven på og pucken i nettet bag en chanceløs Patrick Galbraith.
2-1 stod der til Esbjerg efter 40 minutters spil – måske ikke helt fortjent efter spil og chancer, men Esbjerg var effektive på de 5 skud de fik sendt afsted imod mål i anden periode.
I tredie periode var det Esbjerg der kom bedst fra start. SønderjyskE så tunge ud og havde flere gange svært ved at følge med. Men en god arbejdsindsats bragte hjemmeholdet tilbage i kampen og efter et længere pres kunne T.J Moore udligne til 2-2. Det var dog Anders Førster’s forarbejde der stjal billedet ved det mål – Førster tog et hurtigt træk ind i offensiv zone og tørrede fuldstændigt 2 Esbjerg spillere for derefter at finde en helt fri T.J. Moore. En utrolig flot detalje af den altid stenhårdt arbejdende 30-årige sjællænder.
Kampen måtte ud i overtid for at finde en vinder og her var det vores nye back Matt Prapavessis der efter 2.03 min spil kunne sende pucken ind bag Nikolaj Henriksen efter endnu er godt forarbejde af Ander Førster.
Det blev dermed SønderjyskE der hentede sæsonens første sejr over lokalrivalerne fra Esbjerg.
Kort ridset op, så havde hjemmeholdet det meste spil og de største chancer i de første 40 minutter, men Esbjerg var så absolut mest effektive. I kampens sidste 20 minutter sad Esbjerg på de første 10 min, men formåede ikke at holde fast og derefter tog hjemmeholdet over.
Træner Mario Simioni havde fundet plads til flere af SønderjyskE’s unge spillere og her faldt både Anders Biel og Mikkel Jensen i øjnene – begge gjorde en god figur og glimrede ved flere gode detaljer, dog skulle der lidt for ofte et ekstra træk til og den slags bliver hurtigt straffet på dette niveau, men det var uden tvivl et par stjerne i svøb vi så idag.
Kampen i tal:
00:52 1-0: T.J. Moore ass. Mikkel Bjerrum
30:52 1-1: Niklas Andersen ass. Andreas Pedersen
34:20 1-2: Oliver Kjær ass. Anders Krogsgaard og Jonas Krogsgaard
52:13 2-2: T.J. Moore ass Anders Førster og Daniel Galbraith
61:03 3-2: Matt Prapavessis ass Anders Førster
Skudstats:
8-8
8-5
9-3
2-0
Ialt 27-16
Udv:
SønderjyskE.
4 x 2 min
Esbjerg Energy.
6 x 2 min
1 x 10 min (Andreas Pedersen)
1712 tilskuere.