Søg

Op på hesten igen

Jesper Klitgaard, 2. oktober 2017, kl. 7:00

SønderjyskE er igen klar til at byde velkommen, når holdet i morgen aften løber på isen i SE-Arena, hvor Hvidovre Fighters vil være klar til at yde kvalificeret modstand. SønderjyskE har haft en uges kamppause, og spillerne har været igennem nogle intense træninger for at være bedst muligt forberedt til de kommende kampe i Metal Ligaen.

Sportschef Kim Lykkeskov har, naturligvis, fulgt holdet tæt og kan gøre status over sæsonen indtil nu.
– Efter syv kampe står vi med 11 point. Der har været gode takter, og holdet viste i sejren over Esbjerg Energy, hvad potentiale holdet har, når alle leverer på et højt niveau. Der har desværre i den anden ende af karakterskalaen også været kampe, som slet ikke har været godkendte. Jeg var meget skuffet efter sidste hjemmekamp, hvor vi tabte til Rungsted Seier Capital. Det var simpelthen ikke godt nok. Derfor skal vi tilbage i arbejdstøjet. Der er blevet trænet hårdt de seneste dage, og jeg forventer at se et hold i lyseblåt, som vil ud og revanchere sig over for vores trofaste publikum. Og det er med 110 procent over hele linjen fra kampens første faceoff, lyder det fra Lykkeskov, som også forventer at se et gæstende københavnermandskab som vil kæmpe til sidste skøjtetag.

– Hvidovre Fighters har som nyt hold i Metal Ligaen alt at vinde. De spiller deres chance i hver kamp og kriger i alle 60 minutter. De står meget kompakt og har også nogle gode spillere. Derfor skal vi også passe på med at lægge for meget pres på os selv, da der ikke findes lette kampe i denne liga, men stempler alle ind, så har jeg en tro på, at vi kan hente tre vigtige point, siger Kim Lykkeskov.

Kampens første puck smides kl 19:00 så mød op i arenaen og støt de sønderjyske ishockeyspillere.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus