Søg

Perfekt start på turneringen

Jesper Klitgaard, 15. november 2019, kl. 21:47

SønderjyskE fik den ønskede start på turneringen, da de for kort tid siden besejrede Ferencvaros med 3-1. Det skete efter en intens affære, hvor fight var nøgleordet, og hvor små ting blev afgørende for udfaldet. Nu venter en afgørende kamp lørdag aften.

Det var en afventende start fra begge mandskaber, der begyndte kampen med højt tempo og tætte markeringer i midtzonen. Det gav dog ikke mange skud på mål, og i det hele taget ikke de helt store åbne målchancer, men som perioden skred frem, gav det åbninger i begge ender af banen.
Det skulle også give mål, og endda et godt et af slagsen. Phil Lane modtog pucken fra Josh MacDonald på blue line, og satte med et par gode træk tre ungarske spillere af, og passerede til sidst den ungarske keeper med et godt placeret håndledsskud.

Kort efter var det Anthony Nigro der forsøgte sig med et lignende træk, men han måtte se det kvalificerede forsøg ramme sammenføjningen og springe den forkerte vej i spil igen. Det var egentlig et meget godt billede af, at det var SønderjyskE som var farligst, men som ikke helt kunne få pucken ind over stregen.

Det kunne gæsterne til gengæld kort inde i anden periode, da de minuttet efter at have set Josh MacDonald brænde et straffeslag for SønderjyskE, konverterede en hurtig omstilling til stillingen 1-1.

Det mål gav endnu mere liv i det i forvejen livlige opgør, hvor nok var mere fysik og intensitet der fyldte billede, end det var poleret ishockey. Mathias Borring Hansen fightede sig til en stor chance, men det var Mike Little, der minutter senere igen kunne bringe SønderjyskE i front, da han fra distancen sendte pucken i nettet med stor kraft.

Herefter var der en del stilstand i spil og chancer, hvor intensiteten aftog en smule og hvor Sønderjyske ikke kunne bevare det samme tryk på Ferencvaros som hidtil.
Det billede fortsatte ind i tredie periode, hvor ungarerne forcerede tempo og forchecking, hvilket gav en del store chancer, men Patrick Galbraith viste formatet af flere omgange.

SønderjyskE lukkede mere ned for de bagerste rækker i de sidste ti minutter, hvilke betød at der ikke var de store åbne chancer, men spillet mere foregik intenst i midtzonen.

Gæsterne forsøgte til sidst at tage målmanden ud til fordel for en ekstra markspiller, hvilket Steffen Frank udnyttede, da han erfarent pillede pucken fra en back, tacklede en anden, for til sidst at lægge pucken ind i det tomme net til slutstillingen 3-1.

 

Kampen i tal: SønderjyskE – Ferencvaros 3-1 (1-0,1-1,1-0)
13:13  1-0 Phil Lane (MacDonald, Makinen)
20:33 1-1 Brett Switzer
27:07 2-1 Mike Little (Frank)
59:51 3-1 Steffen Frank uass

Udvisninger:
SønderjyskE: 2 x 2
Ferencvaros: 3 x 2

Tilskuere: 2217 i Frøs Arena

Foto: Svend Anker Iversen


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus