Jesper Klitgaard, 7. december 2018, kl. 21:38
SønderjyskE spillede en kamp over gennemsnittet, da de her til aften mødte Herning Blue Fox på hjemmebane. Desværre var skarpheden ikke tilstede, og da gæsterne havde taget deres med, endte det med nederlag på 1-4.
SønderjyskE lagde et massivt pres på gæsterne i de allerførste sekunder af kampen, men inden det blev omsat til mål, skete der ting i den anden ende af banen. Matt Prapavessis måtte se sin tværpasning blive opsnappet i opspillet, og gæsterne viste kynisme ved blot få sekunder senere, at sende den under Kasper Krog til en lynhurtig føring til midtjyderne.
Det var unægteligt en kold klud i hovedet på de lyseblå, der dog responderede positivt ved at lægge et massivt pres på Simon Nielsens mål. Det gav mange halve chancer, men at få pucken det sidste stykke ind i nettet kneb det med.
Det var SønderjyskE der havde pucken klart mest, og det tidlige mål i mod, virkede blot til at have givet motivationen et hak opad. Der blev tacklet igennem og lagt et godt ryk på rævene i deres egen zone, og Simon Nielsen måtte da også i flere omgange have hjælp fra stolperne. Dette hjalp gæsterne i omklædningsrummet med en smal føring efter første periode, hvilket de nok ikke var helt utilfredse med.
Det virkede som pausen havde været bedst for gæsterne, for de lagde ud med højt tempo og deraf flere store muligheder. Selvom SønderjyskE fik en kort opblomstring, så var det alligevel Herning der kunne juble igen, ikke blot en’, men to gange inden for få minutter.
Bagud 0-3 var det en umådelig svær opgave for hjemmeholdet, der dog ikke slog op i banen, men istedet blev ved med at forsøge sig. Desværre havde Simon Nielsen en af de aftener, hvor det at stå på mål var noget han var ganske ferm til.
Det var egentlig ikke fordi SønderjyskE spillede dårligt, men den sidste skarphed og kynisme var som væk i den kraftige blæst udenfor Frøs Arena. Den havde gæsterne til gengæld, og de kunne mere end tilfredse trække sig omklædningsrummet velvidende at der skulle mirakler til, hvis ikke de skulle have alle tre point med sig hjem i bussen.
SønderjyskE fortsatte ufortrødent med at lægge pucke på mål, men det var desværre gæsterne, der fortsatte den uvane de havde tillagt fra kampens begyndelse, hvor personlige fejl blev straffet hårdt. Således fik gæsterne også deres fjerde scoring denne aften, da en dårlig clearing fra SønderjyskE resulterede i at pucken kort efter, lå bag Kasper Krog i det sønderjyske mål.
Dermed måtte SønderjyskE sande, at det ikke skulle være denne aften, hvor der kom yderligere point på kontoen. Et enkelt mål blev det dog til, da Mads Lund sendte et godt slagskud afsted og den puck endte godt og grundigt bag Simon Nielsen til slutstillingen 1-4.
Nu gælder det om at se frem mod søndagens opgør mod duksene fra Rungsted Seier Capital. Der er kampstart kl. 15.00 i Hørsholm.
Kampen i tal: SønderjyskE – Herning Blue Fox 1-4 (0-1,0-2,1-1)
00:35 0-1 Lasse Lassen
24:57 0-2 Jan Dalecky
26:04 0-3 Peter Eg Larsen
44:54 0-4 Jan Dalecky
58:56 1-4 Mads Lund (Silvfer, Marinaccio) pp1
Udvisninger:
SønderjyskE: 3 x 2
Herning Blue Fox: 5 x 2
Tilskuere: 2389 i Frøs Arena i Vojens
Arkivfoto: A.Stollig