Per Jessen, 22. august 2018, kl. 9:19
SønderjyskE var bedst og ikke mindst holdet med bedst disciplin, da tirsdagens testkamp hos Esbjerg Energy blev vundet hele 6-1.
Mens Esbjerg havde spillet to testkampe, så havde SønderjyskE blot en enkelt en af slagsen med i bagagen. Det var en 3-2-sejr efter overtid mod netop Esbjerg, og tirsdag aften fik sønderjyderne igen ram på lokalrivalerne. Det startede ellers ganske jævnbyrdigt, og med få målchancer. I første periode var SønderjyskE tre gange i undertal, men Kasper Krog var en sikker sidste skanse og Mario Simionis tropper stod godt i boxplay.
Målet til 1-0 kom efter et par lækre detaljer. Frederik Bjerrum fandt Anders Førster, der vist stort overblik ved at spille på tværs foran mål til T. J. Moore, som løftede pucken over en sprællende Nicolaj Henriksen. Inden den første pause nåede SønderjyskE også at spille powerplay, og det endda fem mod tre. Kyle Wharton scorede med et hårdt drøn. I starten af anden periode kom SønderjyskE igen i undertal, men så blev det for alvor også Esbjergs tur til at besøge udvisningsboksen i den intime Hal 2, hvor der var tætpakket med tilskuere. Det var dog hjørnet med SønderjyskE-fans, som havde mest at juble over. Og samtidig tog frustrationerne helt over hos Esbjerg-spillerne, som løb rundt og lavede dumme ting. Den hårde dommerlinje gjorde det heller ikke lettere for bokspersonalet, som havde en travl aften med at åbne og lukke døren.
SønderjyskE holdt hovedet koldt, og da Esbjerg var to mand i undertal hamrede Wharton igen pucken ind. Kort før endnu et powerplay udløb var det Daniel Madsen, som lirkede pucken ind i venste målhjørne. Og med 4-0 til SønderjyskE og en badebillet til en ilter Jannick Christensen var der tydeligvis mest at tale om i Esbjerg-omklædningsrummet efter anden periode. Esbjerg-træner Mark Pederson talte åbenbart med store bogstaver, for det var et helt andet Esbjerg-hold, som kom ud til tredje og sidste periode.
Det var dog SønderjyskE, som fortsat lavede målene. Martin Eskildsen fandt et hul mellem Henriksens ben, og en veloplagt T. J. Moore klappede pucken ind i målhjørnet til 6-0. Moore og unge Mikkel Jensen lyste op med deres hurtighed og snævre driblinger, som gjorde det svært for Esbjerg-forsvaret. Kasper Krog var blot halvandet minut fra at holde nullet, men værterne fik reduceret kort før tid. En kamp, hvor SønderjyskE viste gode takter, men også et til tider rodet opgør, som bar præg af de mange udvisninger.
Næste opgave bliver kampen mod norske Lillehammer, som kommer på besøg i Frøs Arena mandag 27. august kl. 19.00.
Esbjerg – SønderjyskE 1-6 (0-2, 0-2, 1-2)
0-1 T. J. Moore
0-2 Kyle Wharton
0-3 Kyle Wharton
0-4 Daniel Madsen
0-5 Martin Eskildsen
0-6 T. J. Moore
1-6 Mark Derlago