Søg

Sikre point med hjem i bussen

Jesper Klitgaard, 28. januar 2018, kl. 19:27

SønderjyskE fortsatte de gode spillemæssige takter fra fredagens opgør, da de her til eftermiddag krydsede klinger med Hvidovre Fighters, en kamp hvor det var gæsterne der var klart bedst og tog en sikker sejr med hjem.

Sidst SønderjyskE var gæster i Hvidovre skøjtehal, var det hjemmeholdet der kom bedst ud af startblokkene og fik sig ret hurtigt bragt foran, inden SønderjyskE vendte kampen og vandt en overbevisende sejr på 5-1.
Denne gang var det SønderjyskE der kom bedst ud til kampen, for allerede efter godt halvandet minut kunne Greg Gibson bringe udeholdet foran, da han udnyttede kampens første overtalsituation.

Det med at udnytte overtalssituationer var noget som SønderjyskE var ganske gode til, for de næste to scoringer, der begge tilfaldt de lyseblå, var også resultatet af godt overtalsspil fra SønderjyskE, hvor det først var Justin Hache og herefter Patrick Dwyer der kunne sætte den sorte skive i nettet. På dette tidspunkt var SønderjyskE’s udnyttelse af powerplay 100% og dermed var kursen sat mod en sejr og tre vigtige point.

Den kurs blev fastholdt for først blev det 4-0 da Derek Damon fik skubbet pucken i nettet, og senere var Greg Gibson endnu engang på pletten, da han afsluttede et godt angreb med sit fjerde point i kampen og SønderjyskE’s femte mål i kampen, der på dette tidspunkt var så godt som afgjort:
Værterne fik reduceret til sidst, da de udnyttede et 5 mod 3 overtal, men det fjernede ikke indtrykket af et stærkt spillende sønderjysk mandskab, godt orkestreret af cheftræner Dan Ceman, der naturligvis også var ganske tilfreds med hvad han havde set.
– Vi spillede en god kamp, med en disciplineret og koncentreret indsats igennem samtlige 60 minutter, hvor både vores undertal, men nok især vores overtalssituationer, stod godt i billedet, analyserede cheftræneren på vej hjemover i bussen. Denne lander ved SE-arena først på aftenen, efter en weekend der har budt på to udekampe, med godt spil i begge kampe, men hvor udtrykket i de to kampe har været vidt forskellige.
– Hvidovre ville gerne trække tempoet ud af kampen, hvilket var en modsætning til fredagens kamp, så et af vores fokuspunkter var at vi ville holde vores højre tempo, og dermed sætte Hvidovre under pres. Det lykkedes ganske godt og det var en god sejr, slutte Dan Ceman.

Af samme opfattelse var Anders Førster, der også synes fremgangen i de to sidste kampe har været til at få øje på.
– Vi arbejder godt for hinanden, og fortsætter egentlig bare det spil vi spillede i fredags. Vi får lagt en masse pucke ned bag deres backer og så buldrer vi egentlig bare på derfra. Defensivt står vi godt, og selvom det er svært ikke at give nogen chancer væk i en hel kamp, så synes jeg det ser bedre ud end det har gjort i længe, afslutter Førster.

Han og de andre kæmpere fra SønderjyskE får ikke lov at hvile ret længe, for allerede tirsdag går det løs igen når Gentofte Stars ligger vejen forbi Vojens og SE-arena. Mere om den kamp følger imorgen her på siden.

Kampen i tal: Hvidovre Fighters – SønderjyskE  1-5 (0-2,0-2,1-1)
01:36  0-1  Greg Gibson ass Thomas Spelling & Jace Coyle PP1
15:51   0-2  Justin Hache ass Kyle Wharton & Tyler Fiddler PP1
31:30  0-3  Patrick Dwyer ass Greg Gibson & Jace Coyle PP1
35:23  0-4  Derek Damon ass Greg Gibson & Justin Hache
45:36  0-5  Greg Gibson ass Daniel Galbraith & Derek Damon
53:36  1-5   Sebastian Svendsen PP2

Udvisninger
Hvidovre Fighters 4 x 2
SønderjyskE  6 x 2

Arkivfoto: A.Stollig


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus